Skip to main content

Full text of "Den Danske Stjerne"

See other formats


STJERNE 

August 1976, 

125. årgang, Nummer 8 





.r 



STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



August 1976, 

125. årgang, Nummer 8 

Det øverste Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De Tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 



Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 



Howard W. Hunter L. Tom Perry 
Gordon B. Hinckley David B. Haight 

Rådgivende komité 

Howard W. Hunter, David B. Haight 
Robert D. Hales, O. Leslie Stone 

Redaktør af kirkens magasiner 

Dean L. Larsen 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen, medredaktør 
Roger Gylling, designer 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, Translation Services 
Vodroffsvej 7, DK 1900 København V 
Peter Berkhahn, Nyt om Kirken 
Porthstr. 5-7, D-6000 Frankfurt/Main 50 
Harry Bohler, layout 



Tryk 

Paul Giese KG, 



Offenbach/Main 



Korrespondenter 

Københavns Stav: 

Den danske Mission: 



Abonnement 

Tegnes gennem wards/grensrepræsen- 
tanten: 12 numre dkr. 39,00 
Nævnte priser er incl. moms og porto. 
Betaling over giro 3120988 til Distributions 
Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. 
United States and Canada: $ 6.00 " 
(surface mail) 

© 1976 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. All rights reserved. 



INDHOLDFORTEGNELSE 

Bøn er nøglen. Af Præsident Marion G. Romney 1 

Ældste David B. Haight kaldet til De tolvs Råd. Af Jay Todd 5 

Hvorfor Herren indførte bøn. Af Ældste Bruce R. McConkie . . 7 

Den glade tiendebetaler. Af Alice Stratton 13 

Bare for sjov 15 

Morgenrødens ø. Af Joan Andre Moore 16 

For evigt venner 19 

Bøn och Profeten Joseph. Af Truman G. Madsen 21 

Hvorfor lignede Cathy mig ikke? Af Jane P. Covey 26 

Tilskyndelse til faste. Af Frank Aydelotte 27 

Prioriteter i ædel stræben. Af Janath R. Cannon 28 

Bønnen — en livsbetingelse. Bo G. Wennerlund 30 




Budskab fra Det øverste Præsidentskab 



AF PRÆSIDENT 
MARION G. ROMNEY 



BØN ER NØGLEN 




Fornylig var der én, som stillede Som sådanne har vi mulighed for at 



spørgsmålet „Hvorfor skal vi bede?" 
Vi bør bede, fordi bøn er uundværlig, 
hvis vi skal nå det egentlige formål 
med tilværelsen. Vi er Guds børn. 



nå hans fuldkommenhed. Frelseren 
selv inspirerede os til at have det håb, 
da han sagde: 

„Derfor ønsker jeg, at I skal være 
fuldkomne, ligesom jeg eller jeres 
Fader, som er i himlen er fuldkom- 
men." (3. Nephi 12:48) 
Ingen vil nogensinde nå en sådan fuld- 



i 
















.-. K 






kommenhed, medmindre han vejledes 
dertil af ham, som er fuldkommen. Og 
vejledning fra ham kan kun opnås gen- 
nem bøn. I vores stræben opad er den 
jordiske tilværelse, som vi nu gen- 
nemlever, et nødvendigt led. For at 
opnå fuldkommenhed måtte vi forlade 
vort hjem i forudtilværelsen og komme 
til jorden. Under denne overførsel 
blev et slør trukket for vore åndelige 
øjne, og mindet om vor forudtilværel- 
se blev slettet. I Edens Have gav Gud 
os vor moralske handlefrihed og efter- 
lod os til os selv midt mellem det gode 
og det onde for at blive prøvet — for 
at konstatere, om vi ved at leve ved 
tro ville leve op til vore muligheder ved 
at „gøre alt, hvad Herren, deres Gud, 
vil befale dem" (Abraham 3:25). 




Den første instruktion Herren gav 
Adam og Eva efter at de var blevet 
udstødt af Edens Have, var at bede. 
(Se Moses 5: 5) 

Under sin jordiske mission for- 
kyndte Jesus, ,,at de altid skulle 
bede" (Lukas 18:1). 
Til den nephitiske mængde sagde 
han: ,,l skal altid bede til Faderen i 
mit navn" (3. Nephi 18:19). 
I denne sidste forvaltning sagde Her- 
ren, to år før kirken blev organiseret, 
i en åbenbaring til profeten Joseph: 
„Bed altid, så du må vinde sejr, ja, 
så du kan overvinde Satan og slippe 
ud af hænderne på Satans tjenere, der 
understøtter hans værk" (L.&P. 
10:5). 

Senere tilføjede han : 
„Hvad jeg siger til en, siger jeg til 
alle. Bed altid, at den onde ikke skal 
få magt over jer og flytte jer bort fra 
jeres plads" (L.&P. 93:49). 
Jareds broders oplevelse dramati- 
serer det alvorlige ved at overtræde 
befalingen om at bede. 
Fra Babelstårnet førte Herren den 
jareditiske koloni til kysten, hvor de 
„boede i telte" i fireår. 
„Og . . . ved slutningen af det fjerde 
år . . . kom Herren igen til Jareds bro- 
der, og han stod i en sky og talte med 
ham. Og Herren talte med Jareds bro- 
der i tre timer og revsede ham, fordi 
han havde glemt at påkalde Herrens 
navn. 

Og Jareds broder angrede det onde, 
som han havde gjort, og påkaldte Her- 
rens navn for sine brødre, som var 
med ham; Og Herren sagde til ham: 
Jeg vil tilgive dig og dine brødre 
jeres synder, men I skal ikke synde 
mere; thi I skal ihukomme, at min 
Ånd ikke altid vil trættes med men- 
nesket; om I derfor vi I synde, til målet 
er fuldt, vil I blive udstødt fra Guds 
nærhed."(Ether2:13-15) 
Den synd, som han var skyldig i, var 
at undlade at bede. 

De foregående skriftsteder giver til- 
strækkelig grund til, at vi bør bede. 
Der synes ikke at være nogen be- 
grænsning for, hvornår og hvad vi skal 
bede om. 

lad i alle ting jeres ønsker kom- 
me frem for Gud, idet I beder og bøn- 
falder under taksigelse" (Fil . 4 : 6). 
,,. . . Råb til ham om nåde, thi han 
har magt til at frelse. . . 



Bed til ham, når I er i marken, ja for 

alle jeres hjorde. 

Bed til ham hjemme, ja, for hele 

jeres hus, både morgen, middag og 

aften. 

Ja, bed til ham mod jeres fjenders 

magt. 

Ja, bed til ham imod djævelen, som er 

en fjende af al retfærdighed . 

Bed til ham for markens afgrøder, at 

I må have held med dem . . . 

Men dette er ikke alt; I må udøse jeres 

sjæl i lønkammeret og på lønlige 

steder og i ørkenen. 

Ja, og når I ikke råber til Herren, lad 

da hjertet være fyldt og opløftet i bøn 

til ham bestandigt for jeres velfærd og 

ligeledes for deres velfærd, som er 

omkring jer." (Alma 34:18, 20-24, 

26-27) 

„Bed altid til Faderen i mit navn i 

jeres familie, så jeres hustruer og børn 

må blive velsignet" (3. Nephi 18:21). 

Bed lydeligt så vel som i hjertet, ja, 
for verden så vel som i løndom, for 
alles øjne så vel som i enrum" (L.&P. 
19:28). 

„Påkald Herren, at hans rige må have 
fremgang på jorden, at dens indbyg- 
gere må modtage det og berede sig for 
den dag, som skal komme, da Men- 
neskesønnen skal komme ned fra him- 
len, iført sin herligheds glans, for at 
møde Guds rige, der er oprettet på 
jorden. 

Må Guds rige derfor have fremgang, 
så Himmerigets rige må komme, og 
du, o Gud, må blive herliggjort som i 
himlen så og på jorden, og dine fjen- 
der underlagt dig; thi din er æren og 
herligheden i evighed. Amen" 
(L.&P. 65:5-6). 

Bønnen er den nøgle, der oplukker 
døren til samkvem med Guddommen. 
"Se", sagde Herren, "jeg står fordøren 
og banker; om nogen hører min røst 
og åbner døren, da vil jeg gå ind til 
ham og holde nadver med ham, og 
han med mig"(Johs. Ab. 3:20). 
Et lignende løfte, som Jesus gav til 
nephiterne, er dette: 
„Hvad I beder Faderen om i mit navn, 
som er ret, og tror, I skal få det, se, 
det skal gives jer" (3. Nephi 18:20. 
Fremhævelse tilføjet). 
Til os i denne den sidste forvaltning 
er løftet givet således: 



„Hvad som helst I beder Faderen om i 
mit navn, som er gavnligt for jer, det 
skal gives jer" (L.&P. 88:64. Frem- 
hævelse tilføjet). 

De hellige optegnelser er fulde af 
beviser på, at sådanne løfter er blevet 
opfyldt. 

Bøn medførte tilgivelse af synder for 
Enos(se Enos4-5). 

Alma's bønner forårsagede, at en 
engel blev sendt til hans søn Alma, 
for at denne kunne omvende sig (se 
Mosiah 27:14). 

Bøn fik Faderen og Sønnen til at 
besøge profeten Joseph Smith. (Se 
Joseph Smith 2:14-17). 
Det er ikke enhver bøn, der bringer 
et dramatisk svar, men enhver oprigtig 
og ærlig bøn bliver hørt og besvaret af 
Herrens Ånd. 

Den måde, hvorpå svar på bønner 
oftest kommer, blev antydet af Herren 
da han sagde til Oliver Cowdery: 
„Sandelig, sandelig siger jeg dig, at 
dersom du ønsker mere vidnesbyrd, 
så kom den nat i hu, da du råbte til 
mig i dit hjerte for at få sandheden om 
disse ting at vide. 

Gød jeg ikke fred i din sjæl med hen- 
blik på denne sag? Hvad større vid- 
nesbyrd kan du have end Guds vid- 
nesbyrd?" (L.&P. 6:22, 23) 
Til alle os i denne sidste forvaltning 
har Herren givet det løfte, at „dersom 
I beder, skal I få, bank på, så skal der 
lukkes op for jer". I syv forskellige 
åbenbaringer gentager Herren dette 
løfte mundtligt — L.&P. 6:5, 11:5, 
12:5,14:5,49:26,66:9,75:27. 
I L.&P. 88:62-64 siger han yder- 
ligere: 

„Og atter, sandelig siger jeg jer, mine 
venner, at jeg giver jer disse ord til at 
overveje i jeres hjerter med den befa- 
ling, som jeg giver jer, at I skal kalde 
på mig, medens jeg er nær. 
Hold jer nær til mig, og jeg vil holde 
mig nær til jer. Søg mig flittigt, så 
skal I finde mig, bed, og I skal få, bank 
på, så skal der lukkes op for jer. 
Hvad som helst I beder Faderen om i 
mit navn, som er gavnligt for jer, det 
skal gives jer." 

Om sandheden af disse løfter bærer 
jeg mit eget vidnesbyrd. Jeg ved, de er 
sande. 

Jeg ved, at bønner bliver besvaret. 
Ligesom Nephi i gamle dage blev jeg 



født af „retskafne" forældre. Tidligt i 
min barndom blev jeg optrænet til at 
knæle ved min seng morgen og aften 
hverdag og takke min himmelske Fa- 
derfor hans velsignelser og bede ham 
om fortsat vejledning og beskyttelse. 
Den fremgangsmåde er jeg vedblevet 
med gennem årene. 
Som svar på mine bønner som barn, 
fandt jeg mit bortblevne legetøj; som 
ung blev jeg som svar på bøn ført til 
køer, der var blevet borte i tykningen. 
Jeg kender den følelse, som Herren 
taler om i sit budskab til Oliver 
Cowdery : 

„Gød jeg ikke fred i din sjæl med hen- 
blik på denne sag?" (L.&P. 6 : 23) 
Og da han videre sagde: 
„Men se, jeg siger dig: Du må ud- 
tænke det i dit eget sind, og da må 
du adspørge mig, om det er rigtig; 
og dersom det er rigtigt, vil jeg be- 
virke, at dit hjerte brænder i dig, og 
derved skal du fornemme, at det er rig- 
tigt. 

Men er det ikke rigtigt, skal du ikke 
have sådan følelse, men dine tanker 
skal være så uklare, at du glemmer 
det, der var urigtigt. "(L.&P. 9:8-9) 
Jeg ved, hvad Enos mente, da han 
sagde: „Da kom Herrens røst igen 
til mig". (Enos. 10) På den måde har 
jeg sætning for sætning modtaget 
svar på mine bønner. 
Jeg har været vidne til opfyldelse af 
Herrens løfte, at „De, som i tro be- 
der . . . skal uddrive djævle, helbrede 
de syge, gengive de blinde deres syn, 
få de døve til at høre, de stumme til 
at tale og de lamme til at gå." (L.&P. 
35:9) 

Jeg har sat Moronis løfte på prøve, og 
som svar på mine bønner har jeg mod- 
taget et guddommeligt vidnesbyrd 
om, at Mormons Bog er ægte. Jeg 
ved også, at ved at bede „af oprigtigt 
hjerte og med fast fortsæt, samt med 
tro på Kristus", kan man „gennem 
den Helligånds kraft" modtage kund- 
skab om „sandheden i alle ting". (Se 
Moroni 10:4-5) 

Jeg bærer mit personlige hellige vid- 
nesbyrd om, at bøn er den nøgle, der 
åbner døren til samkvem med Gud- 
dommen. 




Ældste David B. Haight 
kaldet til De tolvs Råd 



AFJAYTODD 

Administrerende redaktør af 
„Ensign" 



Ældste David B. Haight, assistent 
til De tolvs Råd gennem de sidste 
seks år, er af præsident Spencer W. 
Kimball kaldet til De tolvs Råd. 
Han skal indtage den plads, som blev 
ledig ved ældste Hugh B. Browns 
død fornylig. 

Ordineringen af ældste Haight til det 
hellige apostelskab fandt sted torsdag 
den 8. januar i Salt Lake templet om- 
trent fem uger efter ældste Browns 
død den 2. december 1975. 
Skønt født og opvokset i Idaho har det 
nye medlem af De Tolv tilbragt det 
meste af sit liv i Californien, hvor 
han blev kendt i forretnings-, sam- 
funds- og kirkekredse for sin impone- 
rende forståelse af mennesker og evne 
til at lede, samt for sin dygtighed som 
administrator. 

Siden sin kaldelse den 6. april 1970 til 
tjeneste som assistent til De tolvs 
Råd, har ældste Haight rejst overalt 
i kirken jævnfør sine ugentlige kon- 
ferenceopgaver og er blevet respekte- 
ret og elsket for sin evne til at belære 
præstedømmeledere i udførelsen af 
deres kald. 

„Jeg er, hvad man kalder en organisa- 
tions-mand. Jeg interesserer mig for, 
at vores folk — alle vore medlem- 
mer — kommer til at forstå deres 
vigtige rolle ved opbygningen af Guds 
rige. Når jeg tager til en stavskonfe- 
rence, er mit første mål at prøve at 
hjælpe lederne til at forstå, hvor vigtig 
deres lederskabsrolle er. Jeg er den 
slags menneske, som er glad for at 
benytte en tavle, lige fra det øjeblik 
jeg påbegynder mødet med stavspræ- 
sidentskabet, højrådet og biskopper- 
ne, og til mødet afsluttes. Vi taler en 
hel masse sammen. Jeg prøver at lade 
dem forstå, hvor logisk og effektiv kir- 
kens organisation i virkeligheden er 
— og hvordan den vil påvirke med- 
lemmernes tilværelse, hvis de vil gøre 
det, som Det øverste Præsidentskab 
beder om og organiserer sig på den 



måde, som kirken foreslår det. Jeg er 
glad for at hjælpe andre til at forstå og 
se, hvordan alting falder på plads — 
hvor skønt det falder på plads — og 
hvordan det vil fungere til velsignelse 
for medlemmerne, når de organiseres 
på rette vis og derpå udfører deres 
opgaver." 

Når sådanne stimulerende konferencer 
er forbi, vender ældste Haight tilbage 
til kirkens hovedkvarter og sin fami- 
lie. Han og hans hustru, str. Ruby 
Haight, kan fejre deres seksogfyrrety- 
vende bryllupsdag i år og er forældre 
til tre gifte børn: Mrs Jon M. (Karen) 
Huntsman fra Salt Lake City, 
David B. Haight, jr. fra Menlo 
Park, California, og Robert P. 
Haight fra Sandy, Utah. „Jeg har en 
søn, der er biskop", siger ældste 
Haight, „og jeg holder af at ringe til 
Robert og sige: ,Hvad får du tiden 
til at gå med, biskop?' Så vil han 
måske sige: ,Jo, der er det og det at 
gøre i wardet', og så siger jeg: ,Men 
husk, min dreng, kirken forventer, at 
du laderdin familie komme først'. 
Jeg har ofte sagt til vore ledere: ,Du 
vil måske blive en storartet biskop 
eller stavspræsident og miste nogle 
medlemmer af din familie, fordi du 
forsømmer dem. Der var endog en 
profet, der talte om det, ved du nok: 
Jngen succes kan erstatte fiasko i 
hjemmet'. Det er så sandt, som det 
er sagt. Som ledere og medlemmer må 
vi alle lære, hvad vor rolle og vort 
ansvar er — i vore familier og i kirken 
— og sørge for at kombinere dem, 
så de kan blive til velsignelse for os 
selv og andre. 

Det minder mig om det andet, som 
jeg prøver at gøre, når jeg træffer og 
arbejder med andre mennesker. Jeg 
elsker at prøve at hjælpe mennesker 
til at forstå, hvad livet bringer, når de 
holder op med at bekymre sig om sig 
selv og istedet interesserer sig for 
andre og hjælpe dem. Jeg har altid 



holdt af en udtalelse, som Ralph 
Emerson + kom med: „Ringe og 
juveler er ikke gaver men kun und- 
skyldninger for gaver". Den eneste 
virkelig værdifulde gaveeren del af én 
selv. Tjeneste over for andre er en 
permanent del af evangeliet. For mig 
blev det så smukt forkyndt af Frel- 
seren, da han besvarede spørgsmålet 
om, hvad der var den største lov. 
Nogle lærde siger, at jøderne havde 
613 love og regulativer, som styrede 
deres tilværelse- hvordan de skulle 
så, høste, rense, vaske deres grøntsa- 
ger osv. Og midt i alt dette spurgte 
de Frelseren: , Hvilket af budene er det 
største?' Og han skar lige gennem 
alle deres småtterier og sagde: ,Det 
første og største af alle budene er at 
elske Herren, og det andet er lige så 
vigtigt, at elske din næste' (Se Matt. 
22:35-40). Ser I, hele denne indstilling 
fostrer tjeneste. Hvis I elsker Herren, 
vil I være interesseret i hans gerning 
og i dens succes. Hvis I elsker jeres 
næste, vil I være interesseret i jeres 
næste, jeres venner, jeres omgangs- 
kreds, jeres mand, jeres kone, jeres 
børn — og hvis I interesserer jer for 
dem, så bringer det tjeneste ind i 
billedet. Hvorfor? Fordi I vil gøre 
noget for dem. Så Herren har sim- 
pelthen indbygget tjeneste i hele 
planen!" 

Noget af det mest slående ved dette 
nye rådsmedlems karakter er, at disse 
følelser og idéer, som han så let og 
naturligt giver udtryk for, på dette 
tidspunkt af sit liv er langt mere end 
blot idéer hos ham. Han er nu niogtres 
år og kommer til denne nye kaldelse 
efter et liv, hvor han har næret og 
plejet evangeliets principper i mange 
forskellige omgivelser og på mange 
forskellige steder. Når han på sin var- 
me og ligefremme måde siger: 

+ ) Ralph Waldo Emerson, ameri- 
kansk digter (1803-82) 



,, Evangeliet virker; jeg siger jer, at 
det virker", så ved tilhøreren, at han 
talerud fra erfaring. 
Den erfaring er meget forskelligar- 
tet. Han blev født i Oakley i staten 
Idaho den 9. september 1906 og vok- 
sede op i den lille landsby. Hans bed- 
stefar var stavspræsident for Cassia 
Idaho stav, og hans far (som døde, da 
ældste Haight var ni år gammel), var 
byens bankmand, senator for staten 
Idaho, og biskop. I sine unge dage fik 
David Haight lov til at undervise, så 
han kunne tjene til sine egne studier. 
Han fik handelseksamen som toog- 
tyveårig fra Utah State University. 
To år senere ægtede han Ruby Ol- 
son, og sammen kørte de til Califor- 
nia, hvor han skulle bestyre en ny af- 
deling af et stormagasin. 
Størstedelen af sit liv har han været 
beskæftiget i forretningsverdenen. 
Fire år senere vendte han tilbage til 
klippebjergene for at bestyre en 
forretning i Salt Lake City, men se- 
nere flyttede han til en stor kædefor- 
retning, i hvis tjeneste han fik ledelsen 
af 25 forretninger i San Diego, 
California. Derefter flyttede han 
til Oakland i det nordligste Cali- 
fornia for at virke som distriktsbe- 
styrer. Alt dette blev imidlertid af- 
brudt af anden verdenskrig. Under 
krigen steg han i officersgraderne til 
kaptajn i flåden med ansvar for forsy- 
ningen af tropperne i Sydhavet. Hans 
tjeneste skaffede ham stor personlig 
og officiel militær anerkendelse. Efter 
krigen kom han tilbage til sit gamle 
firma som leder af 165 forretninger 
og tusinder af ansatte i Chicago- 
området. I 1951 besluttede han som 
45-årig at blive selvstændig og købte 
adskillige isenkramforretninger i Palo 
Alto i California. 

I California blev han kaldet til 
stavspræsident og, mens han stadig 
var det, opfordret til at lade sig op- 
stille til byrådet. Det førte til to 
perioder som borgmester i Palo 
Alto, til en stilling som leder af 
hospitalet ved Stanford Universitetet 
i byen og til adskillige andre tillids- 
hverv. 

Efter nu at have prøvet sine evange- 
liske tanker under mange forhold, var 
ældste Haight nu parat til at hjælpe 
andre til lige så stor succes: præsi- 



dent David O. McKay kaldte ham 
til at tjene som præsident for den 
skotske mission. Efter dette tjente 
han som medlem af The Priesthood 
Missionary Committee og derefter 
som regionalrepræsentant for De 
Tolv, før han i 1970 blev kaldet til at 
tjene som assistent til De Tolv. På 
dette tidspunkt flyttede han til Provo 
i Utah, hvor han i tre år virkede som 
assistent til præsident Ernest L. 
Wilkinson ved Brigham Young 
University, hvor han først og frem- 
mest var beskæftiget med at opbygge 
skolens vellykkede uddannelsesfond 
(Legater). 

Hans kaldelse som apostel kom ved 
to-tiden den 8. januar. „Jeg var i et 
møde, og min sekretær modtog tele- 
fonbesked om, at præsident Kimball 
ønskede at tale med mig . Sådanne an- 
modninger er noget, man reagerer om- 
gående på, så jeg forlod straks mødet 
og ringede til det opgivne nummer. 
Jeg vidste ikke, hvor præsidenten be- 
fandt sig, men han svarede og sagde: 
,Jeg er i templet og vil gerne tale med 
dig om noget vigtigt. Kan du komme 
med det samme?' Jeg vil gerne sige, 
at den korte gåtur var en vandring, jeg 
sent vil glemme. Jeg spekulerede 
over, om jeg ved en stavskonference 
havde sagt et eller andet, som jeg 
skulle irettesættes for. Jeg tænkte på, 
om jeg nu også havde udført mit 
arbejde som leder af The Melchizedek 
Priesthood Department på tilfreds- 
stillende måde. En mængde tanker for 
gennem mit hoved, men jeg skænke- 
de ikke muligheden af at skulle indta- 
ge den ledige stilling i De tolvs 
Råd en tanke. Jeg havde betragtet 
mig som værende allernederst på den 
totem-pæl af listen over betydnings- 
fulde mænd i kirken, som kunne kal- 
des til den stilling. Jeg havde over- 
hovedet ikke tænkt mig muligheden 
deraf. Jeg har aldrig ønsket mig en 
stilling i kirken. Aldrig. Da jeg an- 
kom, trak præsident Kimball mig 
ind i et værelse og fortalte mig om 
kaldelsen. Det var en oplevelse, jeg 
aldrig vil glemme. 

Da jeg var meget ung, bare en ung 
knøs i Idaho, plejede jeg at være be- 
kymret over, hvordan verdens store 
teologer og tænkere betragtede Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. 



Jeg var klar over deres store, brede 
opfattelse af mennesket og dets 
menneskelighed. Men med årene har 
jeg arbejdet sammen med, truffet og 
talt med og lagt mærke til mange be- 
tydningsfulde mennesker — inden 
for forretningserdenen, militæret og 
universitetskredse. Jeg har lært, at 
den bekymring jeg nærede som ung 
mand, var grundløs. Jeg har lært, at 
de storslåede opfattelser, som andre 
måtte have, der kunne overstråle vore 
egne begreber slet ikke eksisterer. 
Med mine egne øjne og øren har jeg 
erfaret og bærer vidnesbyrd om, at 
Herren omfatter alle disse opfattelser. 
Han har det hele — de storslåede 
opfattelser, sandheder, glæder, 
organisationen, planen, udsynet for al 
vor lykke. Jeg er glad for at bære 
dette vidnesbyrd. Jeg vil gerne have, 
at folk får at vide, hvordan jeg føler 
med hensyn til evangeliet, og hvordan 
jeg føler med hensyn til dets store og 
strålende rolle med hensyn til at redde 
mennesker og hjælpe dem med at ud- 
vikle et evighedens udsyn. Der er 
intet på jorden, der kan sammenlignes 
dermed. Intet andet! Herren og hans 
plan er vort svar." 



HVORFOR 
HERREN INDFØRTE 

BØN 



AF ÆLDSTE BRUCE R. McCONKIE 
af De tolvs Råd 



På den vestlige væg i De Tolvs værelse i Salt Lake 
templet hænger et billede af Herren Jesus i bøn til sin 
Fader i Getsemane Have. 

Her anråbte Herren i lidelser over al beskrivelse sin Fader 
om styrke til at fuldføre den absolutte og evige forsoning. 
Han led både fysisk og åndeligt i en undstrækning, der 
er ubegribelig for mennesker. Hans lidelser dér gjorde de 
kommende pinsler og smerter ved korsfæstelsen til det 
rene intet. 

Af alle bønner, der nogensinde er blevet udtalt, i tid 
og evighed — af guder, engle og jordiske væsener — 
står denne langt over og adskiller sig fra alle andre. 
I den have, der kaldes Getsemane uden for Jerusalems 
mure, anråbte den største af Adams slægt, den ene, 
hvis tanker og ord var fuldkomne, sin Fader om, at han 
måtte kunne gennemføre denne den mest smertelige prø- 
velse, der nogensinde er blevet pålagt noget menneske 
eller Gud. 

Dér — midt blandt oliventrærerne — i en ånd af 
fuldkommen ren gudsdyrkelse og fuldendt bøn — kæm- 
pede Maria's søn med de mest knugende byrder, som 
noget jordisk menneske nogensinde har båret. 
Dér i den stille nat i Judæa mens Peter, Jakob og Jo- 
hannes sov, påtog Guds egen Søn, mens han udtalte en 
bøn, sig alle menneskers synder, på betingelse af omven- 
delse. 

På sin lidende tjener lagde den store Elohim ved denne lej- 
lighed vægten af alle menneskers synder gennem alle 
tider, alle deres synder, som tror på Kristus og søger 
ham. Og Sønnen, som var i Faderens lignelse, anråbte 
den guddommelige Fader om styrke til at opfylde det for- 
mål, for hvilket han var kommet til jorden. 
Dette var det øjbelik, da hele evigheden hang i en tråd. 
Så stor var den pine, der var skabt af menneskenes synder 
— og pålagt ham, som ikke kendte til synd- at han 
svedte dråber af blod fra enhver pore i sin krop og selv 
ønskede, at han ikke skulle drikke det bitre bæger (se 
L.&P. 19:18). Fra skabelsens morgen til denne bitre 
time, og fra denne forsoningsnat frem gennem alle evig- 
hedens tidsaldre, var der aldrig og vil der aldrig igen blive 
en kamp som denne. 



„Herren, den Almægtige, som regerer, som var og er 
fra al evighed til al evighed," var ,, kommet ned fra himlen 
med kraft blandt menneskene" (Mosiah 3:5). Han var 
Skaberen, Opretholderen og Besvareren af alt, lige fra 
begyndelsen. Han havde gjort ler til sit tabernakel. Han 
var den eneste, født til verden, som havde Gud til Fader. 
Guds enbårne Søn. På en måde hævet over jordisk for- 
ståeJse udførte han dengang og dér den absolutte og evige 
forsoning, hvorved alle mennesker bliver løftet op til udø- 
delighed, mens de, som tror og andlyder, også når frem 
til at arve evigt liv. Gud, Forløseren, frigjorde mennesker 
fra den timelige og den åndelige død, som var resultatet 
af Adam fald. 

Og det var i denne time, at han, som opofrede sit eget 
blod, bad den mest tryglende og højtidelige personlige 
bøn, som nogen sinde er udtalt af jordiske læber. Gud 
Sønnen bad til Gud Faderen, at den enes vilje ville blive 
opslugt af den andens vilje. Han ønskede at opfylde 
de løfte, han havde aflagt, da han blev valgt til at være 
Forløser. Dengang han sagde: „Fader, ske din vilje, og 
din være herligheden evindelig" (Moses 4:2). 
Det er rigtigt, at som den lydige Søn, hvis hele ønske 
var at gøre sin Faders vilje, som havde sendt ham, bad 
vor Herre altid under sin jordiske mission. Jesus arvede 
fra Gud, sin Fader, større intellektuelle kræfter og åndelig 
indsigt, end nogen anden nogensinde havde haft. Men til 
trods for sine større evner og gaver, følte han behovet for 
at bede. Måske ville det være bedre at sige at han bad, 
fordi han havde større kræfter og gaver. For det er i sand- 
hed således, at jo mere åndelig fuldkomment og des mere 
åndelig begavet et menneske er, des mere erkender han 
behovet for at bede. Han erkender sin plads i den absolutte 
tingenes orden, og ved at kende sin plads, kender han 
også behovet for ledelse fra en absolut Gud. Således følte 
Jesus i højere grad end noget andet menneske behovet 
for en vedvarende forbindelse med sin Fader, kilden til al 
kraft, al intelligens, og al godhed. 
Under sin mission udvalgte Kristus sine tolv apostle. 
Disse mænd skulle være særlige vidner, som skulle 
vidne om ham og hans lov „til jordens yderste ender" 
(L.&P. 109:23), og skulle sidde med ham på tolv troner 



og dømme hele Israels hus. Hvordan valgte han dem? 
Bibelen siger: „Han gik ud i bjergene for at bede; og han 
tilbragte natten i bøn til Gud". Efter at han således havde 
opnået at komme til at kende hans tanker og vilje, hvis 
Søn han var, „kaldte han, da det blev dag ... og udvalgte 
tolv af dem, som han . . . kaldte apostle" (Lukas 6:1 2-1 3). 
,,Da timen for hans arrestation og sidste lidelser nær- 
mede sig, var der endnu én stor sandhed, som skulle 
læres af de Tolv — at hvis de skulle have held med sig 
i det arbejde, som de havde fået tildelt, og opnå evig be- 
lønning sammen med ham og hans Fader, måtte de være 
som én, ligesom han og Faderen var én. I denne time af 
allerstørste vigtighed belærte han dem om denne sandhed 
som en del af sin store forbøn. Brudstykker af den er 
bevaret for os i Johannes: 17. 

Efter sin opstandelse bad han endnu til sin Fader! Og 
husk, dette er efter opstandelsen. Og da han var herlig- 
gjort og fuldkommengjort, søgte han at give nephiterne 
den mest ophøjede åndelige oplevelse, som de var i stand 
til at bære. Han gjorde det, ikke i en prædiken, men ved 
en bøn. „Det, som han bad om, kan ikke beskrives", 
siger optegnelserne, men de, som hørte, bar dette vidnes- 
byrd: 

„Aldrig før har øjet set og øret hørt sådanne store og 
vidunderlige ting, som det, vi så og hørte Jesus sige til 
Faderen." 

„Og ingen tunge kan udtale og intet menneske beskrive, 
og menneskehjertet kan heller ikke fatte så store og vid- 
underlige ting, som vi både så og hørte Jesus tale; og 
ingen kan fatte den glæde, som fyldte vor sjæl , da vi hørte 
ham bede til Faderen for os" (3. Nephi 17:15-17). 
Men her i Getsemane udøste han, som et eksempel for 
alle mennesker, der lider, er nedtrykte eller bærer tunge 
byrder, sin sjæl for Faderen. Hvilke bønner han udtalte, 
hvilke ønsker han nævnede, hvilke herlige ord og tilbe- 
delse han gav udtryk for, ved vi ikke. Måske kunne hans 
ord, ligesom det var tilfældet med bønnen blandt nephi- 
terne, ikke nedskrives, men kun forstås gennem Hellig- 
åndens kraft. Vi ved, at ved tre forskellige lejligheder i 
hans bøn gav han udtryk for denne tanke: „Min Fader!, 
er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, 
som jeg vil, men som du vil" (Matt. 26:39). 
Her i Getsemane, da han sagde til sin Fader: „Ske ikke 
min, men din vilje", siger Bibelen, at „der viste sig en 
engel for ham fra himmelen, som styrkede ham". 
„Han var da kommet i dødsangst og bad endnu mere 
indtrængende; og hans sved blev som bloddråber, der 
faldt ned på jorden" (Lukas 22:42-44). 
Og her er noget vidunderligt. Læg godt mærke til det. 
Gud Søn „bad endnu mere intrængende"! Han, som altid 
gjorde det gode, hvis ord altid var rigtige, hvis hele frem- 
færd var passende; han, til hvem Faderen gav sin Ånd 
uden grænser; han, som var den eneste fuldkomne, som 
nogen sinde vandrede på planeten jordens støvede stier 
— Guds Søn „bad endnu mere indtrængende". Han lær- 
te os, sine brødre, at alle bønner, hans egne inkluderet, 
ikke er ens. Han belærte os om, at et større behov kræver 
mere oprigtige og tros-fyldte bønner til Gud. 



„Bed for hverandre, for at I 
må blive helbredt " , sagde 
Jakob med henblik på kirkens 
medlemmer, for „en retfærd igs 
bøn har en mægtigt virkende 
kraft." (Jakob 5:16) 




Vi burde søge at lære og efterleve loven om bøn, således 
at vi, ligesom han, kan gå derhen, hvor han og hans Fader 
er. Når vi så husker på det mål, så lad os opsummere, 
hvad der virkelig er involveret i det storslåede privilegium 
det er at bede. Lad os lære, hvordan vi frimodigt og på 
effektiv måde kan gøre det. Lad os ikke bede i ord alene 
men i ånd og kraft, så vi, ligesom Kristus gjorde det, 
kan trække selve himlens kræfter ned over os. Måske kan 
de efterfølgende ti stykker hjælpe os til at udkrystallisere, 
hvad vi tænker på og vejlede os til fuldkommengørelse 
af vore egne personlige bønner. 

1 . Hvad bøn er 

Engang boede vi sammen med Faderen. Vi betragtede hans 
ansigt og kendte hans ønsker. Vi talte med ham, hørte 
hans stemme og fik råd og vejledning af ham. Sådan var 
vores status som åndelige børn i forudtilværelsen. Dér 
„vandrede vi i skuen" (se 2. Kor. 5:7). 
Nu er vi langt borte fra Guds nærvær. Vi ser ikke længere 
hans ansigt og hører hans stemme, som vi før gjorde. 
Vi vandrer nu i tro. Men vi har brug for hans råd og vej- 
ledning lige så meget eller mere, end da vi var sammen 
med alle himlens engle, før verden skabtes. I sin uende- 
lige visdom og forudviden om vore behov har en gavmild 
Fader sørget for bønnen som et middel, vi kan bruge til at 
kommunikere med ham, Som jeg harskrevet et andet sted: 
„At bede er at tale med Gud, enten lydeligt eller ved at 
forme de tanker, der hører til bønnen i sindet. Bønnen 
kan passende inkludere udtryk for pris, tak og beundring. 
Det er de højtidelige lejligheder, hvorunder Guds børn 
beder deres himmelske Faderom det timelige og åndelige, 
som de føler, de har brug for under alle de forskellige 
prøver i deres jordiske tilværelse. Bønner er tidspunktet 
for tilståelser — tidspunktet, hvor de hellige i ydmyg- 
hed, med brudte hjerter og en angergiven ånd tilstår deres 



9 



synder for Guddommen og beder ham give dem sin ren- 
sende tilgivelse." (,, Mormon Doctrine", p. 581) 

2. Hvorfor vi beder 

Der er tre grundlæggende årsager til, at vi beder: 

a. Vi har fået befaling om det. Bøn er ikke noget med 
en relativ betydning, som vi kan vælge at gøre, hvis vi har 
lyst til det. Snarere et det et evigtvarende, guddommeligt 
påbud. ,,Du skal omvende dig og påkalde Gud i Søn- 
nens navn evindelig" var hans ord i den første for- 
valtning. ,,Og Adam og Eva, hans hustru, ophørte ikke 
med at påkalde Gud" (Moses 5:8, 16). I vor tid instruerede 
han således: „Bed, så skal I få, bank på, så skal der 
lukkes op for jer" (L.&P. 4:7). Hjemmelærere udvælges 
i kirken til at „besøge medlemmerne i hjemmene og for- 
mane dem til at bede lydeligt og i løndom" (L.&P. 20:47). 
Og i form af en „befaling" siger Herren: „Den, der ikke 
opsender sine bønner til Herren til rette tid, skal ihukom- 
mes for mit folks dommer" (L.&P. 68:33). 

b. Timelige og åndelige velsignelser følger retfærdig bøn. 
Som alle åbenbaringerne viser, svinges Himlens porte vidt 
op for dem, som beder i tro. Herren udøser retfærdighed 
over dem. De bevares under skæbnesvangre begiven- 
heder. Jorden yder af sine frugter til dem. Og evangeliets 
glæde findes i deres hjerter. 

c. Bøn er nødvendig for frelse. Intet tilregneligt men- 
neske har nogensinde og vil aldrig opnå hvile i Det cele- 
stiale Rige, medmindre han lærer at kommunikere med 
dette riges mester. Og „hvorledes kender en mand den 
herre, som han ikke har tjent, og som er fremmed for ham 
og langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter?" 
(Mosiah 5:13). 



iå«L 



„Praksis i kirken ... er at 
holde familiebøn to gange dag- 
ligt, foruden vore daglige per- 
sonlige bønner, plus velsignel- 
se af maden ved spisetid. " 



3. Bed til Faderen 

Vi har fået befaling om at bede til Faderen (Elohim) i Søn- 
nens (Jehovas) navn. Åbenbaringerne er helt tydelige pådet 
punkt. „I skal altid bede til Faderen i mit navn", sagde 
Herren Jesus til nephiterne i 3. Nephi 18:19. Og alligevel 
findes der en mængde falske doktriner og former for prak- 
sis i de kristne kirker og lejlighedsvis også blandt de 
sande hellige. 

Der findes dem, der beder til såkaldte helgener og beder 
disse gå i forbøn for sig hos Kristus. Forskellige sekters 
officielle bønnebøger indeholder nogle bønner til Faderen, 
nogle til Sønnen og andre til Helligånden, og det hører 
til undtagelsen snarere end til reglen i nogle kirker, at 
bønner opsendes i Kristi navn. Der findes dem, der sy- 
nes, at de opnår et særligt forhold til vor Herre ved at 
henvende deres bønner direkte til ham. 
Det er rigtigt, at når vi beder til Faderen, kommer svaret 
fra Sønnen, fordi „der er . . . kun én mellemmand imellem 
Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus" (1. Tim. 
2:5). Joseph Smith bad, foreksempel, Faderen i Sønnens 
navn om svar på spørgsmål, og den besvarende stemme 
var ikke Faderens men Sønnens, for Kristus er vor for- 
taler, vor mellemmand, Gud (under Faderen), som regerer 
og styrer denne jord. 

Og det er også rigtigt, at Kristus i sine svar tiltager sig 
den forret at tale med den myndighed, som er givet ham 
af Faderen, som om han var Faderen. Det vil sige, at han 
taler i første person og benytter Faderens navn, fordi Fa- 
deren har givet Sønnen sit eget navn. En fuldstændig for- 
klaring på dette findes i den officille udtalelse: „Faderen 
og Sønnen: En udlægning af skriften ved Det første 
Præsidentskab og De Tolv" (s. 446 i Tal mage: „Tros- 
artiklerne"). 

Det er også sandt, at vi og alle profeterne med begej- 
string og ret kan råbe vor pris til Herren Jehova (Kristus). 
Vi kan med rette synge til hans hellige navn som f.eks. 
i råbet „halleluja", der betyder „pris Jah" eller „pris til 
Jehova". Men hvad vi tydeligt må forstå er, at vi altid beder 
til Faderen, ikke til Sønnen, og at vi altid beder i Sønnens 
navn. 

4. Bed om timelige og åndelige velsignelser 

Vi har ret til, og det forventes af os, at vi beder om alt 
det, som vi behøver, og som det er passende for os at 
have, både timeligt og åndeligt. Vi har ikke lov til ube- 
grænsede anmodninger. Vore ønsker må være basseret på 
retfærdighed. „I beder, og I får ikke, fordi I beder dårligt, 
kun for at ødsle det bort i jeres lyster" (Jakob 4:3). 
Da han opregnede det, som vi skulle bede om, nævner 
Amulek høsten og hjorden, marker og flokke, såvel som 
barmhjertighed og frelse. (Se Alma 34:17-29) Faderen 
talerom „dagligt brød" (se Matt. 6:11), og Jakob opfor- 
drer til at bede om visdom (se Jakob 1 :5), hvilket i prin- 
cippet betyder, at vi bør søge alle Guddommens egen- 
skaber. Vor åbenbaring siger: „Men I skal spørgeGud i alle 
ting" (L.&P. 46:7). Nephi siger: „I må ikke udrette noget 
for Herren uden først at bede til Faderen i Kristi navn, 
at han vil hellige jeres gerning for jer, så at jeres gerning 
må blive til jeres sjæls velfærd" (2. Nephi 32:9). Og Her- 



10 



rens løfte til alle de trofaste er: „Om du beder, skal du 
modtage åbenbaring, kundskab på kundskab, så du må 
lære at kende hemmeligheder og fredelige ting — det, 
som bringer glæde og evigt liv" (L.&P. 42:61). 
Det er klart, at vi skal bede om alt, som vi i visdom og 
retfærdighed bør have. Selvfølgelig bør vi søge efter vid- 
nesbyrd, åbenbaringer, alle Åndens gaver, inkluderende 
opfydelsen af løftet e Lære og Pagter 93:1 om at se Her- 
rens ansigt. Men fram for alle vore andre anmodninger, 
bør vi bede om Helligåndens følgeskab i dette liv og det 
evige liv i den kommende verden. Da de nephitiske tolv 
apostle ,,bad om det, de ønskede mest", ifølge Mormons 
Bogs beretning, „ønskede de, at den Helligånd måtte 
blive dem givet" (3. Nephi 19:9). Den største gave et 
menneske kan modtage i dette liv er Den Helligånds 
gave, ligesom den største gave han kan modtage i evig- 
heden er evigt liv. 

5. Bed forandre 

Vore bønner er hverken selviske eller selv-centrerede. Vi 
søger alle menneskers velbefindende. Nogle af vore bøn- 
ner er til fordel for alle vor Faders børn. „Jeg beder ikke 
for verden", sagde Jesus i hans store forbøn, „men for 
dem, som du har givet mig" (Johs. 17:9). Men han be- 
falede også: „Elsk jeres fjender, velsign dem, som for- 
bander jer, gør godt imod dem, der hader jer, og bed for 
dem, som forfølger jer" (Matt. 5:44). 
Og derfor, ligesom Kristus „er alle menneskers frelser, 
særligt de troendes" (1. Tim. 4:10), så beder vi for alle 
mennesker, men især for os selv, vore familier, de hellige 
i almindelighed, og for dem, som prøver at tro og kende 
sandheden. Af særlig interesse for os er de syge, som 
hører til troens husholdning (L.&P. 121:45), og dem, 
som undersøger det gengivne evangelium. „Bed for 
hverandre, for at I må blive helbredt", siger Jakob til kir- 
kens medlemmer, for „en retfærdigs bøn har en mægtigt 
virkende kraft" (Jak. 5:16). Og med hensyn til dem, som 
kommer til vore møder og søger at lære sandheden at 
kende, siger Herren Jesus: „Bed til Faderen i mit navn 
for dem", i det håb, at de vil omvende sig og blive døbt. 
(3. Nephi 18:23. Se også vers 30). 

6. Hvornår og hvor skal vi bede? 

„I bør altid bede" (se 2. Nephi 32:9). Således er det skre- 
vet — og det betyder: Bed regelmæssigt, vedvarende, 
hverdag, og også, lev altid med bønnens ånd i jeres hjerte, 
således at jeres tanker, ord og handlinger altid er sådanne, 
at de vil være velbehagelige for ham, som er evig. Amu- 
lek taler om at bede „både morgen, middag og aften", 
og siger, at vi skal udøse vore sjæle til Herren i „løn- 
kammeret og på lønlige steder og i ørkenen" (se Alma 
34:17-29). Jesus tilskyndede både til personlige bønner og 
familiebønner: „I skal altid våge og bede", sagde han, 
også: „Bed altid til Faderen i mit navn i jeres familie, så 
jeres hustruer og børn må blive velsignet" (3. Nephi 18:15, 
21). 

Kirkens praksis i vor tid er at lade familierne bede to 
gange hver dag, foruden vore daglige personlige bønner. 



Dertil kommer en velsignelse over vor mad ved målti- 
derne (undtagen under sådanne forhold, hvor det ville være 
udfordrende eller upassende at gøre det), plus passende 
bønner ved vore møder. 

7. Hvordan skal vi bede? 

Bed altid til Faderen; tak for dine velsignelser. Bed 
ham om at imødekomme dine retfærdige behov og gør 
det i Jesu Kristi navn. 

Eftersom lejligheden og omstændighederne kræver og til- 
lader det, bekender du dine synder. Rådfør dig med 
Herren om dine personlige problemer. Pris ham for hans 
godhed og barmhjertighed. Og udtal sådanne udtryk for 



„ Efter at I hart gjort alle disse 
ting, og I bortviser den træn- 
gende og den nøgne og ikke 
besøger den syge og den be- 
kymrede og ikke deler jeres 
midler . . . med dem, som træn- 
ger dertil. . . . da er jeres bøn 
forgæves og gavner jer intet. 
(Alma 34:28) 



jt 



tø 



tilbedelse og tro, som vil bringe dig i et samhørigheds- 
forhold med ham. 

To almindeligt oversete, for lidt omtalte og stærkt ønskede 
retningslinier for bøn, erdisse: 

a. Bed oprigtigt. Ord alene er ikke nok. Overflødige 
gentagelser er ikke nok. Sproglig fuldkommenhed er kun af 
lidet værd. Ja, bønnens fuldkommenhed består ikke i spro- 
gets fuldkommenhed (skønt man bør stræbe efter det) 
men i den følelse, der følger ordene, uanset hvor primi- 
tivt de er valgte eller udtrykt. Mormon sagde: „Bed til 
Faderen af jeres ganske hjerte" (Moroni 7:48). Han sagde 
også: „Det bliver også tilregnet et menneske, om han 
ikke beder med et oprigtigt hjerte; ja, og det gavner ham 
intet, thi Gud annammer ingen sådan" (Moroni 7:9). 

b. Bed med Helligåndens kraft. Dette er det ophøjede 
og yderste mål med bønnen. Løftet er: „Ånden skal 
gives jer ved troens bøn" 9L.&P. 42:14), „dersom I er 
lutret og renset fra al synd, da bed om, hvad I vil, i Jesu 
navn, og det skal ske" (L.&P. 50:29). Om tusindårsrigets 



11 



komme, hvor bønner skal blive fuldkomne, siger skriften: 
,,0g hvad som helst nogen vil bede om på den dag, det 
skal han få" (L.&P. 101 :27). 

8. Brug både handlefrihed og bøn 

Det er ikke, har aldrig været og vil aldrig være Herrens 
hensigt — ligegyldigt hvor meget vi søger ham i bøn — 
at løse alle vore problemer og bekymringer uden kamp og 
indsats fra vor side. Dette jordeliv er en prøvetilstand. 
Her har vi vor handlefrihed. Vi bliver prøvet for at konsta- 
tere, hvordan vi vil reagere i forskellige situationer; hvor- 
dan vi vil løse problemer; hvilken kurs vi vil følge, mens 
vi. er her, ikke ved „skuen" men ved tro. Derfor skal vi 
bestræbe os på at løse vore egne problemer og derpå råd- 
føre os med Herren i bøn og modtage åndelig bekræftelse 
på, at vore beslutninger er rigtige. 

Da han påbegyndte sit arbejde med at oversætte Mor- 
mons Bog, bad Joseph Smith ikke Herren om at for- 
tælle sig, hvad tegnene på pladerne betød, men han fik til 
opgave at studere spørgsmålet i sit eget sind, træffe sin 
egen beslutning og derpå adspørge Herren, om hans be- 
slutninger var rigtige. (Se L.&P. 8 og 9). Og sådan er 
det med os allesammen med hensyn til det, som vi får til 
opgave at beskæftige os med. Bøn og arbejde følges ad. 
Hvis og når vi har gjort alt, hvad vi formår, kan vi, efter 
samråd med Herren gennem kraftig og effektiv bøn, få 
styrke til at komme frem til de rigtige afgørelser. 

9. Følg de enkle formaliteter i bønnen 

Disse formaliteter er, skønt mange, ganske enkle og bi- 
drager til den ånd eller tilbedelse, der ledsager oprigtige 
og effektive bønner. Vores Fader forherliges og ophøjes. 
Han er et almægtigt væsen. Vi er som jordens støv i 
sammenligning, og alligevel ervi børn med adgang til ham 
gennem bøn. Enhver bøjen sig for ham i ærbødighed, som 
vil bringe vore tanker i rette bane, når vi beder, er af det 
gode. 

Vi søger Helligåndens vejledning i vore bønner. Vi speku- 
lerer i vore hjerter over evighedens højtidelige væsen. Vi 
beder til Guddommen i en ånd af beundring, ærbødighed 
og tilbedelse. Vi taler dæmpet og højtideligt. Vi lytter ef- 
ter hans svar. Vi gør vort bedste, når vi beder. Vi er i Guds 
nærvær. 

Næsten instinktmæssigt bøjer vi derfor vore hoveder og 
lukker vore øjne; folder armene eller knæler med ansigtet 
nedad. Vi bruger et højtideligt sprog, og vi siger amen, 
når nogen leder os i gruppebøn, hvorved vi gør deres ud- 
talelser til vore, deres bønner til vore bønner. 

10. Lev sådan som du beder 

Der er et gammelt ord, der siger: „Hvis du ikke kan bede 
med hensyn til det, du gør, så gør det ikke", hvilket har til 
hensigt at knytte vore bønner og handlinger sammen. Og 
det er sandt, at vore handlinger for en stor del er resultatet 
af vore bønner. Når vi har bedt, handler vi. Vore retfærdige 
anmodninger har den virkning, at de sætter os på en rigtig 
kurs og opførsel. Den dreng, der beder (oprigtigt, hen- 
givent og i tro) om, at han må kunne rejse på mission, 



vil derefter berede sig til at rejse på mission og virkelig 
modtage en kaldelse til at tjene. De unge mennesker, 
som altid i tro bederom, at de må kunne blive viet i templet 
og derefter handler i overensstemmelse dermed, vil aldrig 
være tilfredse med et verdsligt ægteskab. Så sammenknyt- 
tede er bøn og gerninger, at Amulek, efter at have 
gengivet loven om bøn i detaljer, slutter således: 
„Efter at I har gjort alle disse ting, og I bortviser den træn- 
gende og den nøgne og ikke besøger den syge og den 
bekymrede og ikke deler jeres midler — om I har no- 
gen — med dem, som trænger dertil, siger jeg jer, at 
dersom I ikke gør nogen af disse ting, da er jeres bøn 
forgæves og gavner jer intet, og I er som hyklere, der for- 
nægter troen ." (Alma 34 : 28) 

Vi har talt, kort og ufuldstændigt, om bøn og nogle af de 
store og evigtgyldige principper, der hører herunder. Nu 
mangler der blot en ting til at vidne om, at disse lærdomme 
er sunde, og at bøn er noget virkeligt, som fører til evigt 
liv. 

Bøn kan forekomme de verdslige at være en løs plapren. 
Men for Guds hellige er det et middel til kommunikation 
med den Gud, som vi ikke kan se. 

For den ikke-troende og oprørske, kan bønnen synes at 
være en meningsløs handling, som er udsprunget af men- 
tal ustabilitet. Men for dem, som har smagt dens frugter, 
bliver den et anker for sjælen gennem alle livets storme. 
Bøn er indført af Gud — ikke den nytteløse gentagelse, 
som hedningerne bruger, ikke oplæsning af bønnebøger, 
ikke den lallende fremførelse af begærlige mennesker — 
men den bøn, der er født af viden, næret af tro på Kristus 
og som opsendes i ånd og sandhed. 
Bøn åbner døren til fred i dette liv og evigt liv i den 
kommende verden. Bøn er livsvigtig for frelse. Med- 
mindre og indtil vi gør den til en levende del af os, således 
at vi taler til vor Fader og modtager hans lydelige svar 
ved Åndens kraft, befinder vi os stadig i vore synder. 

O du, ved hvem vi kom til Gud, 
i sandhed livets vej, 
du selv ad bønnens sti gik ud; 
at bede lær du mig. 

(Blå sangbog, nr. 152, 5. vers) 

Om alt dette vidner jeg og beder til Faderen i Jesu Kristi 
navn, at alle sidste dages hellige, såvel som de i verden, 
der vil slutte sig til dem, — gennem bøn og retskaffen 
livsførelse, der er retultat af bøn — vil opnå fred og glæde 
her og evigtvarende fylde af alt godt herefter. Må det blive 
sådan. Amen. 



„Først og fremmest bør vi bede 
om Helligåndens følgeskab i 
dette liv og om evigt liv i den 
kommende verden. " 



12 



AF ALICE STRATTON 



Den glade tiendebetaler 



I kirkens første tid betalte de sidste 
dages hellige ofte tiende i form af 
en del af deres høst og af de dyr, de 
avlede. Denne praksis kaldes at be- 
tale tiende i naturalier. Mange men- 
nesker havde ikke mange penge, men 
de ønskede at vise lydighed mod Her- 
rens lov — tiendeloven. Mange af 
biskoppernes varehuse var bygget 
med det formål at kunne modtage 
tiende i naturalier. Men som kirken 
voksede, blev det mere praktisk for 
biskopperne at modtage tiendegave i 
kontante penge. Idag betales tiende 
kun sjældent i naturalier. 
Denne sandfærdige historie fandt 
sted i Hurricane i Utah, da betaling 
af tiende i naturalier endnu var ganske 
almindelig. 

Alices ældre søstre, Kate og 
Mildred, kom ind i dagligstuen, hver 
bærende på en blank dåse. Deres 
dåse raslede, idet de tømte dåserne 
med mønter ud på bordet, for at de 
kunne tælledem. 

,,Bikoppen bli'r nok glad, når jeg gi'r 
ham mine tiendepenge", sagde 
Mildred med stolthed i stemmen. 
,,Så vil han sige: ,1 er nogle flinke 
piger'", tilføjede Kate. 
Da den fire år gamle Alice be- 
tragtede sine søstre, mens de talte de 
mønter op, som de ville give biskop- 
pen, ønskede hun, at hun også kunne 
betale tiende. Hun kendte selv en 
smule til tiende: Hun elskede at sidde 
på toppen af et læs hø, når hestene 
klaprede henad den støvede vej til 




13 



tiende-laden. Og hun holdt af at 
betragte mor, når hun halede det 
faste, gule smør ud af træformen og 
pakkede det i papir. Noget af det lagde 
hun tilside som „tiendesmør". Og 
hun vidste også, at hønsene lagde 
,, tiende-æg"! 

Alice gik ud i køkkenet, hvor mor 
var ved at bage brød. „Hvornår må 
jeg få lov at betale tiende?", spurgte 
hun. 

Mors hænder, der var fulde af dej, 
standsede i det store lerfad. Hun så 
længe på Alice, og så smilede hun: 
„Minsandten om du ikke er ved at 
blive en stor pige nu! Du bli'r fem år 
til sommer. Selvfølgelig skal du betale 
tiende. Sig til dine søstre, at de skal 
vente, til jeg er færdig med at ælte, 
for så kan du tage med dem." 
Dansende på vej ind i dagligstuen 
udbrød Alice lykkeligt: „Jeg skal 
også med til biskoppen." 
„Du kan godt gå med, men du har 
ikke nogen tiende," sagde Kate. 
„I må vente på Alice," sagde deres 
mor. Så vaskede hun dejen af hænder- 
ne og sagde: „Kom I med mig." 
Alice fulgte med hende ud til laden, 
hvor hun samlede hvede op i en 
dåse, som hun tog med ud i gården. 
„Kylle, kylle, kylle" kaldte hun. 
Godt sultne flokkedes hønsene om- 
kring hende, så det var let for mor at 
lægge hænderne om en ung hanes 
vinge og holde den godt fast, mens 
den spjættede i angst. „Her," sagde 
hun, idet hun gav fuglen til Alice, 
„hold godt fast på ham, mens jeg bin- 
der benene sammen." Fra et bundt 
garn, der hang på stakittet omkring 
hønsegården, tog hun et stykke. Idet 
hun bandt hanens ben sammen, sagde 
hun: „Du har arbejdet hårdt med at 
fodre hønsene og samlet æggene ind. 
Du kan bringe denne hane til 
biskoppen som din tiende." 
Jeg skal betale tiende. Jo, jeg skal vir- 
„Jeg skal betale tiendeø Jo, jeg skal 
virkelig!" råbte Alice, idet hun løb ind 
i huset. 

Hendes søstre kluklo, da de så, hvor- 
dan hanen vred sig i Alices favn. 
Lilla marguritter blomstrede langs 
hegnet, og frugttræernes blade faldt 
omkring dem, som de vandrede afsted 
den korte vej til biskoppens hus. 
Alice knugede sin hane tæt ind til 



sig, og den kaglede tilbage til hende. 
Solen der skinnede på dens sorte fjer, 
fik det til at blinke i grønne og gyldne 
farver. Han var så smuk en fugl, som 
nogensinde var blevet bragt over til 
biskoppen. 

Da biskoppen så dem komme 
gennem havelågen, åbnede han 
hoveddøren på vid gab. „Kom ind, 
kom ind," sagde han glad. Og da han 
fik øje på hanen i Alices arme, 
spurgte han: „Næh, og hvad er så 
det?" 

„Han er en tiende-hane," bekendtgjor- 
de Alice stolt. 

„Ser vi det, og han er minsandten en 
køn en," sagde biskoppen. Og idet 
han forsigtigt tog hanen fra hende, 
satte han den ned på verandagulvet 
og førte pigerne ind i huset. 
„Sid ned, piger," sagde han. Så satte 
han sig ved sit skrivebord, og Kate 
og Mildred gav ham mønterne fra 
deres dåser. 

Børnene sad på polerede, højryg- 
gede stole og så sig lykkeligt omkring 
i det spændende værelse, mens 
biskoppen skrev deres kvitteringer. 



Idet han rev kvitteringerne ud af 
bogen, rejste biskoppen sig. „Det 
var sandelig fint, vældig godt", sagde 
han og gav dem hver en kvittering. 
„Vil du være så venlig at læse min 
kvittering højt for mig?" bad Alice, 
idet hun så op på ham. 
„Det vil jeg være meget glad for at 
gøre," svarede han. Og idet han tog 
kvitteringen fra hende, læste han: 
„Alice Isom har frivilligt skænket én 
sort hane til Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige." 
Hun måtte synke noget. „Tænk sig! 
Jesu Kristi Kirke er så stor, og jeg 
er så lille. Jeg har virkelig skænket 
noget til denne store og vidunderlige 
kirke." Lykkelig tog hun sin kvittering 
og gik ud på verandaen. „Se her, 
hane," sagde hun, idet hun holdt kvit- 
teringen hen foran den, „du tilhører 
nu kirken, for jeg har skænket dig. 
Det gørdig til en mormon-hane." 
Biskoppen og hans kone stod i 
døren og 1o hjerteligt. Alice skyndte 
sig ned til havelågen før sine søstre, 
og hun følte sig som den lykkeligste 
tiendebetaler i hele byen. 



14 




Bare for sjov 



Hvor mange? 




Der er 39 sekskanter, 24 romber (figurer, som ligner en 
salmiakpastil) og 12 trekanter i dette mønster. Kan du 
finde dem atlesammen? 



-: 



+o 



»19 



^ »20 



•is * 14 



*23 *21 



Piet-puslespil 

AF BERVERLY JOHNSTON 



t 12 




Lastbils-puslespil 



AFCAROLCONNER 

Udfyld de rum, hvor der er en prik, og se, hvor meget, 

der er proppet ind i denne lastbil. 



15 



-:V^>-, 



m*mm 



% ■:•■- * " 

Ni 



••** 






% 



-■-■•■- <J! 





:..^ ■■■"** 



&?% 




De større øer i Fiji blev formet 
ved undersøiske vulkaners udbrud 



Skrevet og illustreret 

AF JOAN ANDRE MOORE 




MORGENRØDENS 



Børn på Fiji-øerne lever i et land, 
der er meget forskelligt fra de mæg- 
tige kontinenter, som de fleste af os 
kalder vores hjem. Området omkring 
Fiji er altsammen hav og plettet med 
hundreder af små bitte, smukke øer 
midt i det sydlige Stillehav. Folk dér 
fortæller mange historier om, hvor- 
dan deres øer blev til. Men den virkeli- 
ge historie er videnskabelig. Fijis øer 
blev dannet af mægtige vulkaner og 
sø-dyr, ikke større end et knappe- 
nålshoved. 

For meget, meget længe siden åbnede 
der sig en revne dybt nede på bunden 
af havet. Med en tordnende lyd brød 
gloende lava frem, vandet skummede 
og kogte, asken blæste langt om- 
kring, og et lille undersøisk bjerg blev 
dannet. Igen og igen kom vulkanen 
i udbrud. Hver gang lagde lavaen sig 



endnu højere, indtil bjerget var så 
stort, at toppen af det viste sig over 
vandet. Vulkanen rystede og dampede 
og røg i lang, lang tid, før den ende- 
lig faldt til ro. Og alt, hvad der var 
tilbage, var en ø af hård, sort klippe- 
grund, omgivet af det mægtige hav. 
Andre øer i Fiji-gruppen blev dannet 
på samme måde. 

Og nu skete der i de lave vande om- 
kring øerne noget lige så fantastisk. 
Vandet myldrede med småbitte koral- 
polyper. Hver polyp var en klat levende 
materie i form af en sæk. Den 
øverste åbning eller munden var om- 
ringet af føletråde, der så ud som 
kronblade på en blomst. Men dette 
mærkelige dyr har nogle vidunderlige 
egneskaber. Det kan udskille et 
mineral (kalcium karbonat) fra havvan- 
det og lade det gå ud gennem sin 



krops sider, hvorefter det bliver til 
limsten. 

Ved skabelsen af Fiji-øerne opbygge- 
de hver koral-polyp en lillebitte lim- 
stenskop omkring sig, som den brugte 
som sit hjem. Når dyret døde, efterlod 
det sig sit tomme hus. 
Utallige polypper levede sammen i 
kolonier og byggede huse af mange 
former og størrelser. Kolinierne 
lejrede sig på siderne af vulkan-bjer- 
get og begyndte at opbygge koral-rev, 
hvor de aflejrede deres limstenshuse, 
det ene oven på det andet. Andre 
hav-skabninger sluttede sig til koral- 
polypperne i denne opgave. Stjerne- 
fisk, snegle og søpindsvin, der så ud 
som bolde af børster, føjede deres 
limstensskeletter til revene. En be- 
stemt havplante, koral-algen, fabri- 
kerer også limsten, og den hjalp med 



IH« 




i byggeriet. Snart hævede nogle rev 
sig op over vandet og dannede en 
slags ø, der kaldes en koral-lagune. 
Og så skete der i lang, lang tid ikke 
ret meget med øerne. De blev bagte 
af solen. Regnen vædede dem. 
Bølger slog mod dem på alle sider. 
Vinde blæste frygteligt. Og lidt efter 
lidt, brød solen, regnen, havet og vin- 
den overfladen i stykker og forandrede 
den til sand og et tyndt, mager lag af 
jord. 

Sommetider skete det i løbet af disse 
år, at stærke vinde fra Asien og den 
malajsiske halvø havde nogle passa- 
gerer med. Disse rejsende var bak- 
terier, småbitte prikker, der flød hjæl- 
peløst for vinden og drog afsted der- 
hen, hvor vinden drev dem. Bak- 
terierne landede på øerne og begyndte 
af berede en bedre jord. 





Mange hav-skabninger var med til at 
bygge de mindre Fiji-øer og revene 
omkring de vulkanske øer. Fra oven: 
søpindsvin, søviftekoral, staghorn- 
koral, elghorn-koral, snegl, hjerne- 
koral og stjernefisk. 



IS; 

*;:» SS«* 

::■; m~ m^mm^M 




17 




■■•■■■■:•■£ 



■■s mim : : mim 

ES' 



Nogle nysgerrige og støjende havfugle 
var sandsynligvis de første levende, 
større dyr, der først så disse nye øer 
rejse sig op af havet. Terner, måger, 
svaler og fregat-fugle hvirvlede ned 
for at se nærmere til. De kunne ikke 
finde noget at spise dér på dette bare 
land, men de efterlod føde for fremti- 
den. Frø, som de havde slugt et andet 
sted, gik gennem deres legemer, faldt 
til jorden og spirede. 
Andre småbitte levende væsener 
— støvlignende sporer og frø med 
faldskærme, som vi kender f rå mælke- 
bøtterne — blæste ned på øerne med 
vinde fra Sydamerika. Disse små frø 
blev til levende græs, siv og rør og 
fjedrede bregner. 

Havet arbejdede også. Det skyllede 
bestandigt planter op fra andre lande. 
En kokosnød kunne drive over havet i 
hundredvis af kilometre, slå rod på en 
kyst og vokse op til en smuk kokos- 
palme. 



Slanger og firben flød til Fiji på rafter 
i form af træstykker, grene o.l. Fiji 
har også den store kvælerslange og 
helt små slanger. 



18 




For evigt venner 



Efter at David havde dræbt Goliat, var 
kong Saul så imponeret over den unge 
mands evner og mod, at han optog 
ham i sin egen husholdning. Det var 
dér, David blev gode venner med 
Jonatan, Sauls ældste søn. Deres 
gensidige beundring udvikledes 
hurtigt til et så stærkt bånd, at 
Bibelen siger: , .Jonatan sluttede 
pagt med David, fordi han elskede 
ham som sin egen sjæl". Og de to 
sluttede en pagt om altid at ville ære 
dette venskab. 

Så stærkt følte Jonatan med hensyn 
til dette løfte, at han „afførte sig sin 
kappe og gav David den tillige med 
sin våbenkjortel, ja, endog sit sværd, 
sin bue og sit bælte". 
Hvadsomhelst kong Saul bad David 
gøre, udførte han så godt som nogen. 
Og da Saul gjorde David til chef 
for en legion soldater, der skulle 
kæmpe mod filisterne sejrede han. 
Israeliteme havde accepteret David 



som en stor leder, og da han vendte 
tilbage fra krigen, blev der sunget og 
danset og festet overalt, medens kvin- 
derne spillede på deres instrumenter 
og sang, jublede de og sagde til 
hinanden: „Saul slog sine tusinder, 
men David sine titusinder!" 
At høre en sådan forherligelse af 
David gjorde kong Saul meget vred, 
og jalousiens og mistænksomhe- 
dens frø begyndte at spire i hans hjer- 
te. Da David den næste dag, som 
så ofte før for at dulme kongens dår- 
lige nerver, spillede harpe for ham, 
hjalp den stille musik ikke. Istedet 
greb en ond ånd kong Saul og fik ham 
til at kaste et spyd efter David i den 
hensigt at dræbe ham — og han for- 
søgte det ikke bare én gang, men to 
gange. Imidlertid forfejlede spyddet 
begge gange sit mål, idet David 
sprang til side. 

Kong Saul gjorde derpå David til 
kaptajn over et tusinde soldater, idet 



han håbede, at han ville blive dræbt i 
kampen. Men „lykken fulgte David i 
alt, hvad han foretog sig; thi Herren 
var med ham ... og Saul . . . gruede 
for ham . . . men hele Israel og Juda 
elskede David". 

Da Saul ikke havde held med sig til 
at komme af med David, som han 
havde planlagt, beordrede han alle 
sine tjenere og også Jonatan til at slå 
David ihjel. Men Jonatan havde 
sluttet pagt med David som sin ven, 
så han advarede David og rådede 
ham til at skjule sig. Så sagde han 
til sin far: „Kongen forsyndede sig 
ikke mod sin træl David; thi han har 
ikke forsyndet sig mod dig, og hvad 
han har udrettet, har gavnet dig 
meget". 

Jonatan mindede sin far om, hvor 
tapper David havde været i krigen, 
og om hvordan han havde frelst 
Israel fra deres filister-fjender. Han 
sluttede af med at sige: „Du så det 




19 




selv og glædede dig derover. Hvorfor 
vil du da forsynde dig ved uskyldigt 
blod og dræbe David uden grund?" 
Saul lod sig formilde ved disse ord, 
og han lovede sin søn, at hans ven 
ikke ville blive slået ihjel. Jonatan var 
meget lykkelig og hentede David, så 
de igen kunne forenes. Men da der 
påny kom krig, og David og hans 
hær sejrede, blev kong Saul rasende 
over, at Herren sådan favoriserede 
David. Da David igen spillede og 
sang i al uskyldighed for kongen, kom 
der igen en ond ånd over Saul, og igen 
prøvede han at dræbe David med sit 
spyd. Men igen forfejlede spyddet sit 
mål og borede sig ind i væggen ved 
siden af David. 

David flygtede ud i natten, og Saul 
sendte i sit raseri folk efter ham for 
at dræbe ham. Sauls uberegnelige 
temperament gjorde David bange og 
forundrede ham meget. Da han i al 
hemmelighed mødtes med Jonatan, 
spurgte han: „Hvad har jeg gjort? 
Hvad er min brøde? Og hvad er min 
synd mod din fader, siden han står 
mig efter livet?" 

Det var vanskeligt for Jonatan at 
tro, at hans far ville bryde sit løfte 
om at ville lade David leve. Men da 
Saul i sin vrede også prøvede at dræ- 
be Jonatan, advarede denne David 
ved et forudaftalt signal, der bestod 
i at sende bud med bue og pil, om at 
hans vens liv var i fare. 
Da de to venner blev klar over, at de 
for Davids sikkerhed skyld måtte 
skilles, kyssede de hinanden som 
brødre og græd bittert. ,, Derpå sag- 
de Jonatan til David: ,Far i fred! 
Om det, vi to har tilsvoret hinanden 
i Herrens navn, gælder, at Herren står 
mellem mig og dig, mellem mine og 
dine efterkommere for evigt!' Så brød 
David op og drog bort, medens 
Jonatan gik ind i byen." (1. Samuels 
Bog 18-20). 



BØN OCH 

PROFETEN 

JOSEPH 



AF TRUMAN G. MADSEN 

Fra en tale holdt i serien „Kend din religion" 
i California 1972-73 



Mange har spurgt mig: „Hvordan kan det være, at pro- 
feten Joseph Smith, fjorten år gammel, kunne gå ind i en 
lund, og, selvom han aldrig før havde bedt lydeligt (hvil- 
ket antyder, at han tidligere havde bedt for sig selv) alli- 
gevel i denne den første bøn kunne modtage en så stor 
og vidunderlig velsignelse? Betyder det, at han havde så 
meget større tro og værdighed end alle os andre?" 
En del af svaret på det spørgsmål er, at de syner, som pro- 
feten Joseph modtog, ikke blot var et svar på hans egen 
bøn men bogstavelig talt var svaret på millioner af men- 
neskers bønner, måske endog fra dem på den anden side 
sløret, som i generationer havde søgt efter evangeliets 
genoprettelse — opfyldelsen af milliarder af menneskers 
udtalelse af sætningen: „Komme dit rige" (Matt. 6:10). 
Det er en vigtig erkendelse. Du og jeg beder ikke 
alene. Vi beder som en del af en stor nutidig bevægelse 
og har fået stor magt i selve den proces. Hvis vi bryder 
os om det 8 eller endog interesserer os nok for det til at 




21 



prøve — at blive redskaber dertil, så kommer enestående 
privilegier til os. Blandt dem Helligåndens bemyndigel- 
ser, gaver og velsignelser og kronen på det hele, præste- 
dømmets velsignelser. 

Kendetegnet på Joseph Smith forhold til bøn er intimi- 
tet. „Han sagde til os, at det var den slags tro, de havde 
brug for — den tro, som et lille barn har, som i ydmyg- 
hed går til sine forældre og be'r om sit hjertes ønsker." 
(„Life of Heber C. Kimball", Salt Lake City 1945, 
pp. 69-70) Mange mener, at det er høfligt at tale om og 
til Gud som værende „langt borte", helt anderledes og helt 
usynlig. Deres indtryk af Gud, hvis de da har noget ind- 
tryk, er, at han er et godt, ædelt princip eller en „ren 
tanke" eller et klart lys. For Joseph Smith var religionens 
første princip (og også bønnens første princip) helt sik- 
kert at kende Guds faderlige egenskaber — ikke blot, at 
Gud har et personligt forhold til os, og vi til ham, men at 
Gud er en person, den mest ophøjede og fuldstændige 
person — og at vi kan tale med ham, ligesom Moses 
gjorde det, „som når den ene mand taler med den anden" 
(2. Mosebog 33:11). Her er et tilfælde, nedskrevet af Da- 
niel Taylor, hvor profeten udtrykte et sådant nært forhold: 
„Jeg havde hørt mænd og kvinder bede — specielt 
mænd — både de mest uvidende med hensyn til intel- 
lekt og boglig viden og de udpræget lærde og dannede, 
men aldrig før jeg hørte profeten Joseph Smith bede, 
havde jeg hørt en mand tiltale sin Skaber, som om han 
var tilstede, lyttende som en far, der opmærksomt lytter 
til et pligtofyldende barns sorger. Joseph var på det tids- 
punkt ganske ulærd, men i den bøn, som i vid udstræk- 
ning var et forsvar for dem, der havde beskyldt ham for 
at være vildledt og nedsunket i synd, bad han Herren til- 
give dem og åbne deres øjne, så de kunne se klart. Og i 
den bøn, må jeg i al ydmyghed sige, talte han med him- 
melsk lærdom og stor veltalenhed. Der var ingen unø- 
dige ophold, ingen hæven af stemmen i begesjstring men 
en ligefrem, samtalende form, sådan som et menneske 
ville tale til en tilstedeværende ven. Der forekom mig, 
som om jeg, hvis sløret var taget bort, måtte kunne se 
Herren stå dér, betragtende den ydmygste af alle tjenere, 
jeg nogensinde havde set." („Resollections og 
Daniel Taylor" i „Juvenile Instructor" 27:127) 



„Du og jeg beder ikke alene. 
Vi beder som en del af en stor 
nutidig bevægelse og har fået 
stor magt i selve den proces. 
Hvis vi bryder os om det, kom- 
mer enestående privilegier til 



os. 

22 



fj 



Lad os nu stille nogle elementære spørgsmål om profetens 
bønner for at se om og hvorledes hans erfaringer måske 
dækker men også identificerer vor egen. 
Var hans bønner korte eller lange? En nyomvendt til kir- 
ken, Mary Eliyabeth Rollins Lightner, der da kun var 
14 år gammel, beskriver, hvordan hun med sin mor kom til 
profetens hjem og hørte en vidunderlig prædiken, hvor 
profeten ansigt ligefrem strålede, medens han bar vidnes- 
byrd om Kristi nærvær. Så bad Joseph alle de tilstede- 
værende lægge sig på knæ, og han bad. Hun fortæller: 
„Jeg haraldrig siden hørt noget lignende. Jeg følte det, 
som om han talte med Herren, og kraften hvilede over os 
alle. Bønnen var så lang, at nogle af de tilstedeværende 
rejste sig op og hvilede og derpå igen faldt på knæ." 
(„Diary of Eliyabeth R. Lightner" i BYU Special 
Collections", p. 3) 

Ved en anden lejlighed rejste han sig en dag i hjemmet i 
Kirtland, da der var meget lidt mad på bordet, og sagde: 
„O Herre, vi takker dig for dette brød og beder dig sende 
os noget bedre. Amen." Kort efter bankede det på 
døren, og en mand stod derude med en skinke og noget 
mel. Profeten frydede sig: „Ser du, Emma, jeg vidste, at 
Herren ville besvare min bøn". („Juvenile Instructor" 
17:172) Det var en kort bøn, ikke et langt brev. 
Det lange og det korte ved dette er, at nogle bønner bør 
være lange, andre korte. 

Tiltalte Profeten Herren som „Fader", eller havde han en 
særlig måde eller titel at benytte? Oftest bad han „vor 
Fader" eller simpelthen „Fader" eller „Oh, Herre" og var 
ikke tilbøjelig til at pynte på den titel med adjektiver og 
blomstrende vendinger. Sådanne adjektiver kan være pas- 
sende, men for ham var det enkle „Fader" tilstrækkeligt. 
Og i det, som på så mange andre måder, var hans bønner 
i harmoni med de mønstre for bøn, som Kristus selv 
benyttede. 

Han sagde ved en bestemt lejlighed: „Vær ligefrem og en- 
kel og bed om det, du ønsker, nøjagtigt ligesom du ville 
gå til din nabo og sige: „Jeg vil gerne låne en hest for 
at tage ned til møllen"". („Juvenile Instructor" 27:151-2) 
Det er direkte, intimt og spontant. 

Der var dog tidspunkter ved højtidelige lejligheder, hvor 
profeten bad på formel vis, og hvor bønnen blev en slags 
ordinanse. En sådan bøn blev udtalt ved indvielsen af 
Kirtland templet. Den bøn, der er nedskrevet i afsnit 
109 i Lære og Pagter, er blevet model for alle efterfølgende 
indvielsesbønner. Her var en mand, som af Herren var 
givet de ord han skulle sige til ham. Det forekom nogle 
som en omvej. Men (som præsident J. Reuben Clark 
siger det) demonstrerede profeten her at noget af det, vi 
oftest bør bede om, er at få at vide, hvad vi oftest bør bede 
om. (Se „Conference Report", Oct. 1960, p. 90) 
Mindst halvdelen af bede-processen er at gøre vore sjæle 
modtagelige, så vi kan blive gode lyttere og lære hvordan 
og hvornår og om hvad, vi bør bede. Der er i vor tid givet 
det løfte, at de af os, som modtager evangeliet vil blive 
„givet alting". Herrens udtryk er „(I) ejer alt". „Alt" 
defineres som „livet og lyset, ånden og kraften, der ud- 
sendes efter Faderens vilje gennem Jesus Kristus, hans 



Søn". Og derpå ,,bed, om hvad I vil, i Jesu navn, og det 
skal ske. Men vid dette, det skal gives jer, hvad I beder 
om". (Se L.&P. 50:27-30, fremhævelser tilføjet) 
Men bad profeten sommetider om noget, som aldrig blev 
givet ham, eller om vejledning, som blev ham nægtet? 
Det gjorde han. Ligesom os stred han sommetider for- 
gæves. For eksempel længtes profeten efter at kende 
tidspunktet for Kristi andet komme. Han siger, at han 
„bad meget oprigtigt". Og Herrens svar var egentlig ikke 
noget svar, undtagen et ,,jeg vil ikke sige dig det", og 
„Joseph, min søn, om du lever, til du er femogfirsind- 
styve år gammel, så skal du se Menneskesønnens ansigt. 
Lad dette være dig nok og besvær mig ikke mere angående 
denne sag" (L.&P. 130:15) 



„ Men bad profeten sommetider 
om noget, som aldrig blev givet 
ham, eller om vejledning, som 
blev ham nægtet? Det gjorde 
han. Ligesom os stred han 
sommetider forgæves. " 



Så han nedskrev den eneste konklusion, han kunne 
komme til: „Jeg tror, at Menneskesønnens komme ikke 
vil ske før den tid" (L.&P. 130:17). 

Herren ønskede øjensynligt ikke, at Joseph Smith eller vi 
— skal kende det nøjagtige tidspunkt. Han ønsker, at vi 
skal fortsætte med at leve, som om hans strålende gen- 
komst skete i morgen. Åndeligt talt betyder det, at vi 
burde være beredt dertil. Derfor siger han gang på gang: 
„Jeg kommer snart" (Se Johs. Åb. 22:20). Men han 
ønsker også at vi som Wilford Woodruff udtrykte det, 
skulle „plante kirsebærtrær" — og leve vort liv med 
mangeårigt udsyn og ikke på unaturlig måde som sort- 
seere. De siger: „Nå ja, det springer i luften om nogle 
få år, så hvorfor skulle jeg planlægge at få en uddan- 
nelse?" Det er overfladisk og undvigende. 
Profeten var ved en anden lejlighed i færd med at bede 
for at få at vide, hvorfor hans folk måtte lide så meget 
i Missouri. Der findes et betegende brev, hvori han be- 
drøvet siger: „Han vil ikke svare mig. Han vil ikke svare 
mig". Og der var nogle gange tidligere, hvor han tiggede 
Herren om noget, som Herren allerede havde sagt, han 
ikke ville give ham. 

I husker tilfældet med Martin Harris. Tre gange bad han 
om tilladelse til at udlåne manuskriptet (til Mormons 
Bog). Tre gange var svaret nej. Profeten protesterede: 
„Men, Herre, forstår du det ikke? Han pantsatte sin gård, 
hans kone er efter ham, Herre. Hvad skade kan det gøre2" 



Tilsidst kom tilladelsen. Læs engang profetens moders 
beretning om, hvordan Martin senere kom til Joseph 
Smiths hus og gik frem og tilbage, betænkelig ved at 
komme indenfor. Profeten ser ham gennem vinduet og for- 
ventende det værste, styrter han ud og siger hurtigt: 
„Martin, du har vel ikke mistet . . .". Martin nikker. I to 
uger ville profeten ikke lade sig trøste. Ingen i familien 
kunne lette hans sorg, for han følte sig yderst fordømt. 
Den lettelsens glæde, som kom ind i hans hjerte, da 
åbenbaringen kom, var ubeskrivelig: „Omvend dig . . . 
og du er atter kaldet til arbejdet" (L.&P. 3:10). Han siger 
senere i en beretning om åbenbaringen at „disse befalin- 
ger inspirerede mig". Derefter skrev han, og jeg mener, 
detteeren opsummering af hans erfaring: „Jeg gjorde det 
til min regel, at gøre det som Herren befaler" („History 
of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints", 
2:270). Han lærte det, ja, men han kom — sådan som 
det ofte er tilfældet med os — ikke let til det. 
Praktiserede profeten familiebøn? Der findes en beretning 
om et besøg af en broder, som aldrig før havde truffet 
profeten og heller ikke bans familie. Han skulle lige til at 
banke på døren men ventede, fordi han han hørte dem 
synge. Søster Emma ledede familien og nogle gæster i en 
slags familiegudstjeneste. Derefter bad profeten, og den 
besøgende lyttede åndeløst til, hvad han kaldte „en 
forsmag på evig lykke". 

Optegnelser siger, at Joseph bad tre gange om dagen 
sammen med sin familie — morgen, middag og aften. 
Hvor smukt! Han sagde engang, idet han citerede Daniels 
Bog, at vi „skulle gøre os bekendt med de mænd, som 
. . . bad tre gange om dagen med ansigtet mod Herrens 
hus" („History of the Church", 3:391). Det gjorde Daniel. 
Hvilken betydning ligger der i at vende ansigtet mod 
templet? Øjensynligt er det en hellig måde at genkalde 
sig både de løfter, Herren har givet os og vore løfter til 
ham. Da præsident Wilford Woodruff således indviede Salt 
Lake templet, opsendte han en særlig bøn om, at folk, 
når de kom ud for fristelser eller vanskeligheder, måtte 
huske templets løfter, vende ansigtet mod templet, og tro 
på at Herren ville høre deres bønner. 
Joseph bad under sine lidelser og forfølgelser, men han 
bad også i stor taknemmelighed. Og her er en betagende 
oplysning. Han lærte de hellige, at de skulle praktisere 
dyd og hellighed og „takke Gud i ånden for alle velsignel- 
ser, hvormed de var velsignede" (L.&P. 46:32). Hvor ofte 
bruger vi en hel bøn til udelukkende at takke og prise? 
Han lærte de hellige, at hvis de ville lære at være tak- 
nemmelige i alle forhold, ville de blive „herliggjort" 
(L.&P. 78:19). Joseph udviser en medfødt og tydelig evne 
til at være taknemmelig over selv den mindste begunsti- 
gelse fra Herren eller fra andre mennesker. Jeg har grædt, 
mens jeg læste nogle af hans bønner for sine brødre: 
„Velsign broder det og det, Fader, hvis hænder er fulde 
af vabler, efter han har roet mig over floden". Selv den 
mindste begunstigelse resulterede i bevægende varme og 
taknemmelighed. 

Der er otte forskellige steder i Lære og Pagter, hvor Her- 
ren gennem profeten benytter udtrykket „bed altid". Hvor- 



23 



dan kan vi det? Hvis „bed altid" betyder lydeligt, så kan 
ingen af os gøre det. Men hvis „bed altid" inkluderer den 
slags bønner, der er ordløse og kommer fra hjertet, så 
kommer vi straks nærmere til det. Og hvisdet i endnu 
højere grad betyder, at vi skal have bønnens ånd hos os, 
vanset hvad vi iøvrigt gør — og leve med den bøn i hjertet 
— så kan vi alle gøre det. I den forstand er Joseph Smiths 
dagbog fra dengang, han var på en missionærrejse, en 
eneste bøn: „O Herre, besegl vort vidnesbyrd til deres 
hjerter". „O Herre, trøst min familie." Den sidste sætning 
han udtalte i sit liv var en bøn — og kulminationen af alle 
andre — „O Herre. Min Gud." 

Men hvor meget betyder ordene? Idet han kommenterede 
et vers i Det ny Testamente, forandrede han en vigtig 
udtalelse om dette. Det er i Brevet til Romerne. Paulus 
talerom, hvordan Ånden kan hjælpe os i bøn, og siger: 
„Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelig kraft" 
(„Profeten Joseph Smiths Lærdomme", s. 334). 



„Jeg har grædt, 

mens jeg læste i profetens 

dagbog: 

, Velsign broder det og det, 

Fader, hvis hænder er fulde af 

vabler, efter at han har roet 

mig over floden.'" 



Når vi har nok tillid til Åndens skelnen, holder vi op med 
at spekulere så meget på formen og bliver mere interes- 
seret i det, som ligger dybt inde i os, som vi ikke kan finde 
ord eller lyd for. Så oversætter og overfører Ånden vor 
stræben. Stræben er noget andet end at sukke. Vi kan 
sukke i nedtrykthed og skuffelse, og det vil have tendens 
til at gøre vor fortvivlelse endnu dybere. Men stræben ræk- 
ker opefter. Vi kan tage vor stræben, selv den, som vi ikke 
kan udtrykke, og vide, at når vi i stilhed, ydmygt leder 
den hen mod Faderen og Sønnen, så vil Ånden oversætte 
den perfekt! 

På den anden side kan Ånden kommunikere Herrens svar 
på en måde, som ingen anden kraft kan duplikere. Vi kom- 
mer i besiddelse af en stor tillid og frihed, når vi stoler 
på Ånden med hensyn til det. 

Lydelig bøn hjælper tankerne til at blive ved emnet. Men 
sommetider er der en fordel ved tavs bøn og ved bevidst 
at lade tankerne løbe. Lad dine tanker og dit hjerte gå i 
den retning, som de synes tilskyndet til at gå. 



Hvordan kan vi lære at koncentrere os åndeligt? Et be- 
mærkelsesværdigt mønster fremmanes om dette og andre 
elementer ved kraftig bøn i profetens instruktioner til 
præstedømmekvorummerne. Her er hans nøjagtige ord: 
„Jeg arbejdede med hvert enkelt af disse kvorummer 
(højpræster, halvfjerds'er, ældster, biskopper og De Tolv) 
i nogen tid for at bringe dem til den orden, som Gud havde 
vist mig, hvilken er som følger." („History of the Church", 
2:391). Dette varet særlig kvorum-projekt i Kirtland tem- 
plet. „Den første del skulle tilbringes i højtidelig bøn til 
Gud, uden nogen som helst talen eller forvirring." Øjen- 
synligt betød det en tavs — måske hviskende — bøn. 
Men ingen talte højt, og der var ingen fortaler. ,,Og der 
blev sluttet med en beseglende bøn ved præsident 
Rigdon." Med andre ord, en enkelt mand ville da bede 
lydeligt med og for hele gruppen. Derpå „skulle alle kvo- 
rummerne som med én stemme råbe et højtideligt hosian- 
na til Gud og Lammet med et Amen, Amen og Amen". 
Hosian na-råbet, der oftest forbindes med tempel indviel- 
ser, havde således også denne anden hellige, personlige 
funktion. Tre gange skulle de sige „hosianna" og tre 
gange „Amen". „Derpå sætter alle sig og opløfter deres 
hjerter i tavs bøn til Gud, og hvis nogen modtager en åben- 
baring eller får et syn, skal de rejse sig og tale, så alle 
kan få udbytte deraf og glæde sig sammen." 
Dette er en åbenbaring af instruktioner. Selv i vore egne 
private eller hemmelige bønner synes dens ånd af have 
indflydelse. Læg mærke til, at der først er en koncentre- 
ring — ikke forvirring, men stilhed. Derpå kommer en lyde- 
lig besegling og en opsummerende bøn. Derefter et sjæls- 
søgende råb af taknemmelighed og behov, en manifesteret 
ærbødighed. Og endelig en afventende indstilling overfor 
Herren, hvor vore hjerter er åbne, følsomme og udtryks- 
fulde eller bevidste over for, hvad der kommer gennem 
Ånden. 

Hvad skete der, når dette råd blev fulgt? Her er et eksem- 
pel. Profeten siger i sin dagbog: 

„De Halvfjerds' Kvorum kunne glæde sig over en rig ud- 
gydelse af Helligånden. Mange rejste sig og talte og bar 
vidnesbyrd om, at de var fyldt med Helligånden, der var 
som en ild i deres knogler, så de ikke kunne forholde sig 
rolige men blev tilskyndet til at råbe hosianna til Gud." 
(„History of the Churhc" 2:392) 
Og om sig selv sagde han: 

„Efter at disse kvorummer var taget afsted, vendte jeg 
hjem, fyldt med Ånden, og min sjæl råbte hosianna til 
Gud og til Lammet, mens jeg lå vågen i natten. Og mens 
mine øjne var lukkede i søvn, var Herren gavmild mod mig, 
og hans herlighed var omkring mig." („History of the 
Church" 2:387) 
Meget kan læres deraf. 

Men hvad med de gange, hvor vi føler os uværdige? 
Profeten skrev selv i et brev til Emma: „Jeg mindes alle 
de forgangne øjeblikke i mit liv og sidder tilbage i sorg og 
udgyder tårer i bedrøvelse over min dårskab". Hvis I vil 
studere dem dybtgående, vil I opdage, at alle profeterne 
har kendt til sådanne mørke nætter, den samme kamp, 
som også kendes fra andre store mænd og kvinder i histo- 



24 



rien. Nephi, for blot at nævne en enkelt, skriver med så 
stor tydelighed om tro i sine første bøger, at man undrer 
sig over, om han nogensinde frygtede eller funderede. Men 
i hans salme udbryder han jo: ,,Ja, mit hjerte sørger . . . 
Når jeg ønsker at glæde mig, sukker mit hjerte over mine 
synder" (se 2. Nephi 4:17-19). Og så beder han med stor 
kraft. ,,0, Herre, vil du indhylle mig . . . hjælp mig" (se 
2. Nephi 4:53). Ingen af os slipper for sådanne perioder 
med højdepunkter og nedtrykthed. Men ville noget over- 
hovedet blive gjort i kirken, hvis vi ventede, indtil vi alle 
var fuldkomne? 

I husker, at profeten i et panorama-syn så mindst ni af De 
Tolv i et fremmed land. (Han sagde ikke England, men det 
var dér, de senere drog til.) Han så dem samlet i en cirkel 
uden sko, forslåede, i laser, skuffede. Stående oven over 
dem i luften var Herren, Jesus Kristus. Og profeten fik at 
vide, at Herren længtes efter at vise sig for dem, at bøje 
sig ned til dem og løfte dem op. Men de så ham ikke. 
Frelseren så dem og græd. Vi har fået fortalt af to af de 
brødre, som hørte Joseph berette om dette syn, at han 
aldrig kunne tale om det uden selv at græde. Hvorfor? 
Hvorfor skulle han blive så bevæget? Fordi Kristus bered- 
villigt kom til denne jord, for at alle Faderens børn frimo- 
digt kunne komme til ham, helt klar over, at han ved, hvad 
der sker i os, når vi synder, at han kender alle vore følelser 
og interesserer sig derfor. Den største tragedie i livet, er 
at vor Frelser efter at have betalt den frygtelige lidelses 
pris „efter kødet og fuld af medlidenhed" (se Mosiah 15:9 
og Alma 7:13) nu er beredt til at række ned og hjælpe os 
op, men at det er forbudt ham, fordi vi ikke vil lade ham 
gøre det. Vi ser ned i stedet for op. 



„Den største tragedie i livet 
er, at vor Frelser betalte den 
frygtelige lidelses pris, så 
han kunne hjælpe os, men at det 
er ham forbudt, fordi vi ikke 
vil lade ham gøre det. " 



Der er måske noget i vort liv, som gør os mere eller mindre 
værdige til visse privilegier. Men til ét er vi aldrig uvær- 
dige: bøn. Jeg tilføjer et vidnesbyrd om dette. Profeten 
Joseph Smith ikke alene belærte om dette, men han var 
også et eksempel derpå. Uden hensyn til vore sjæles til- 
stand, kan vi, og må vi gå til Herren. Han lukker aldrig 
døren for os. Han beder os påkalde sig, når vi allermest 
har brug for ham. Of ofte er det, når vi føler os mindst 
værdige. 



Jeg vil gerne slutte af med at bære vidnesbyrd om, at vi 
i vor tids profet, Joseph Smith, har et eksempel på leven- 
de, åndfyldt bøn — den intime form for bøn, den slags 
som kan forandre hele livet. Men derudover illustrerer pro- 
feten for alle tider, at bøn er mere end noget, der blot ek- 
sisterer i vore tanker. Det er ikke blot selvhypnose. Det er 
en plan og et mønster, hvorved vi i virkeligheden bryder 
gennem slæret og tager imod den levende Guds hånd gen- 
nem Kristus. Jeg bærer det vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. 
Amen. 




':&■ *F 



..V5* 



25 



Hvorfor lignede Cathy 
mig ikke? 



AFJANEP.COVEY 



,,l et glimt som noget, der i løbet af nogle få sekunder 
for gennem mine tanker, så jeg Cathy og mig selv, som vi 
havde været i åndeverdenen . . . arm i arm, to voksne kvin- 
der, smilende til hinanden. " 



Da jeg blev elleve år gammel, gav mine forældre mig et 
smukt eksemplar af en af de store klassikere. Jeg elskede at 
læse de mange sider, og da jeg kom til det sidste blad, 
græd jeg. Jeg havde personligt gennemlevet dem. Omhyg- 
geligt gemte jeg bogen i årevis i den hensigt at give den 
til min egen datter. Da Cathy blev elleve år, gav jeg hende 
den bog. Glad for gaven tog hun bogen til sig og sled sig 
tappert gennem de første to kapitler, hvorefter hun satte 
den ind i bogreolen og lod den blive, uåbnet. Jeg var dybt 
skuffet. 

Af en eller anden grund havde jeg altid regnet med, at min 
datter ville blive ligesom jeg selv — at hun ville kunne lide 
at læse de samme bøger, som jeg læste som barn, have 
et temperament ligesom mit, kunne lide, hvad jeg holdt af. 
Årene er gået, og jeg har nu fire døtre — ingen af dem 
har nogen lighed med mig. Det er jeg glad for nu. Det 
var jeg ikke dengang. 

,, Cathy er en charmerende, overstrømmende, lattermild og 
noget gavtyveagtig pige", fortalte hendes lærere mig. 
,, Morsom at være sammen med", sagde hendes veninder. 
,,Glad ved livet, hurtig til at se humor allevegne, en sensi- 
tiv sjæl", sagde hendes far. 

„Det er svært for mig", sagde jeg til min mand en dag. 
„Hendes uberegnelige iver efter aktiviteter, hendes umæt- 
telige behov for at „lege", hendes evindelige og over- 
strømmende latter og pjank overvælder mig . Sådan har jeg 
aldrig i livet været. At læse var min eneste fornøjelse i 
mine ungpige-år." 

Inderst inde vidste jeg, at jeg var helt forkert på den, men 
dybt nede i hjertets lønkammer var jeg skuffet. Hun var 
lidt af en gåde for mig, og det var jeg sur over. 
Disse uudtalte følelser opfattes hurtigt og stærkt af et 
barn. Jeg vidste, at hun ville føle dem, og at de ville såre 
hende, hvis de ikke allerede havde gjort det. Det pinte mig 
helt ind i hjertet, at jeg kunne være så ubarmhjertig. Men 
til trods for, at jeg elskede dette barn, kunne jeg ikke for- 
andre mit indre. 

Nat efter nat, uge efter uge, når alle sov, og huset var 
mørkt og stille, stod jeg op alene for at anråbe Faderen 




26 



i Himlen om forståelse. For ham, som havde kendt og 
elsket hende i evigheden, bøjede jeg hovedet og skreg om 
hjælp. 

Og så en morgen, meget tidligt, mens jeg lå i min seng, 
skete det. Senere hen, når jeg prøvede at genkalde mig det, 
troede jeg nok, at jeg havde drømt, men jeg vidste, at det 
ikke var nogen drøm. Jeg var vågen. I det glimt som noget, 
der i løbet af nogle få sekunder for gennem mine tanker, 
så jeg Cathy og mig selv, som vi havde været i åndever- 
denen, før vi kom til denne jord — to voksne kvinder, arm 
i arm, smilede til hinanden. Et forhold mere som søstre. 
Jeg tænkte på min egen søster, og hvor forskellige vi var, 
og alligevel ville jeg aldrig have ønsket, at hun skulle 
være ligesom mig. Jeg så Cathy og mig selv, som vi vil 
være, når vi forlader dette liv, mor og datter, så lykkelige 
sammen, de kæreste venner. 

Stærkt trængte disse ord ind i mit sind: „Hvor vover du at 
prøve på at påtvinge hende din personlighed? Glæd dig 
over forskellighederne ved jer!" Selvom det kun varede 
nogle sekunder, dette glimt, så forandrede denne opvågen 
mit hele sindelag, som intet andet kunne. 
Fornyet var nu min overvældende taknemmelighed, min 
påskønnelse. Hvad jeg havde kæmpet med og ikke syntes 
selv at kunne gennemføre — en forandring af mit sinde- 
lag — det gjorde han for mig. 

Jane Parish Covey, husmoder og moder til otte børn, virker 
i øjeblikket i Melbourne Australien Missionen, hvor hendes 
mand, John M. R. Covez, er præsident. 



Tilskyndelse til faste 

AF FRANK AYDELOTTE 



Jeg havde lige talt ved en f i reside søndag aften og var ved 
at tage afsted, da jeg følte en tilskyndelse til at faste. Jeg 
havde ikke nogen bevidst grund til at skulle gøre det og af- 
viste tanken. Alligevel vågnede jeg usædvanlig tidligt 
næste morgen og blev igen tilskyndet til at begynde at 
faste. Følelsen var så stærk, at jeg ikke kunne ignorere 
den, så jeg begyndte. 

I løbet af dagen inde på kontoret hviskede den stille, sagte 
stemme til mig, at jeg næste dag ville miste mit arbejde, 
men at jeg ikke skulle blive vred eller geråde i panik men 
i stedet forblive kold og rolig, for de begivenheder, der 
skulle ske, villevende sig til min fordel. Heledagen gentog 
stemmen det budskab. Jeg vidste, at jeg var ved at blive 
beredt til en krisesituation. 

Jeg følte mig forvirret. Jeg vidste, at jeg modtog en åben- 
baring, men jeg kunne ikke tro det. Folk talte ofte om, 
hvor godt jeg udførte mit arbejde, og hvor sikker jeg kunne 



være på min stilling. Jeg holdt af mit arbejde som biblio- 
tekar i afdelingen med sjældne bøger og manuskripter 
og brød mig ikke om tanken om at skulle miste det, men 
alligevel fornægtede jeg ikke Åndens stemme. 
Næste morgen havde jeg ikke været på arbejde en time, 
før direktøren bad mig komme ind på sit kontor. Han for- 
talte mig at han havde til hensigt at afskedige mig med to 
ugers opsigelse. Det var tydeligt, han havde ventet, at jeg 
ville lave en scene, men Herren havde forberedt mig. 
Da jeg var fastansat i det offentliges tjeneste, kunne jeg 
ikke uden videre afskediges. Jeg blev overført til en anden 
afdeling med en opgave uden ansvar. Mine overordnede 
håbede, at jeg hellere ville tage min afsked end at udholde 
det flove ved at sidde i en meningsløs stilling. Men i tillid 
til de guddommelige instruktioner gjorde jeg mig anstren- 
gelser for at være nyttig og var på udkik efter noget at gøre, 
til trods for at den yngste kontorelev i vores kontor havde 
mere fornuftigt arbejde, end jeg. 

Jeg så mig om efter andet arbejde, men intet syntes åbent 
i mit fag. Skuffelsen blev til fortvivlelse: „Vil jeg nogen- 
sinde få et bedre job?", spurgte jeg dagligt i mine 
bønner. 

Jeg fandt trøst ved at læse profeten Joseph's anråbelse 
i Liberty fængslet, som findes i Lære og Pagters afsnit 
121 . Jeg var blevet oplært til at have tillid til Helligåndens 
vejledning, og gennem Ånden blev jeg opmuntret til at for- 
blive tålmodig. En dag i april måned følte jeg mig inspire- 
ret til at besøge en mand med betydelig indflydelse på 
vores lokale universitet. Han modtog mig venligt, og da 
han hørte, at jeg søgte et job, blev han interesseret i at 
engagere mig. Han foreslog, at jeg forblev i mit daværende 
arbejde, indtil den stilling, han havde i tankerne, blev 
ledig. Mine håb steg til nye højder. 

Jeg forventede at høre fra denne mand inden længe, men 
min tros prøvelser var ikke forbi. Fem måneder gik, uden at 
jeg hørte et ord. Mange gange søgte jeg på arbejdet trøst 
i bøn bag bibliotekets stakke af bøger. Men da vores wards 
biskopråd blev reorganiseret, og jeg forblev andenrådgiver, 
følte jeg mig sikker på, at lysere dage var nær. Nogen tid 
senere, mens jeg bad, hviskede Helligåndens stemme til 
mig, at jeg skulle fatte håb, for mine prøvelser var snart 
forbi. 

Sent i august måned havde jeg et to-timers interview med 
min ven, men der kom ikke noget tilbud om en stilling. 
To dage senere ringede min ven og bad mig besøge ham 
hjemme. Før jeg tog afsted, bad jeg for at give udtryk for 
min taknemmelighed over, hvad der var sket, og takke for 
mine velsignelser. Jeg rejste mig, klar over at stillingen var 
min. Da jeg kom til mandens hjem, gik han igang med at 
forklare mig min nye stillings pligter. 
Når jeg nu ser tilbage på disse syv måneders vanskelig- 
heder og åndelige vejledning, forstår jeg, at jeg kom gen- 
nem en skæbnesvanger prøvelse, der styrkede mig ånde- 
ligt og lærte mig værdien af at leve nær til Herren. 

Frank Aydelotte, forfatter, virker som stavsmissionær og 
søndagsskolelærer i Lawrence Ward, Kansas City, Mis- 
souri stav. 



27 



AFJANATH R. CANNON 



Prioriteter i ædel stræben 



Kære søstre, enhver af os ønsker at opnå det bedste i 
vort personlige liv og også at opfylde vore kirkelige for- 
pligtelser. For de af os, som er ledere af kvinder i kirken, 
er ædel stræben et stort og værdigt mål. Vi er kaldede 
til at være et eksempel på fuldkommenhed. 
Hvilken slags fuldkommenhed vil vi stræbe efter? Prin- 
cippet om handlefrihed er givet os af Herren. Hver eneste 
dag præsenterer han os for noget at vælge mellem — ikke 
bare valg mellem godt og godt. „Vi tragter efter alt, hvad 
der er dydigt, elskeligt, hvad der har godt lov eller er pris- 
værdigt." (Trettende trosartikel). Men, søstre, vi kan ikke 
søge efter alt det på samme tid. „Alt har sin stund." 
(Prædikerens Bog 3:1). 

Der findes et ordsprog, der siger: „Hvis det overhovedet 
er værd at gøre, er det værd at gøre godt". Men Richard 
L. Evans bemærkede engang, at nogle ting kun var værd 
at gøre, hvis de ikke behøver at gøres så godt, at de kom 
til at kollidere med vigtigere ting. 

At bestemme prioritets-rækkefølgen er vores nøgle til at 
få held med vores ædle stræben. For at hjælpe os med at 
fastlægge nogle væsentlige prioriteringer kan jeg give to 
eksempler på, hvordan sådanne engang blev overset. 
Historien om Mikal, datter af Saul, Davids første kærlighed 
og hustru, er en af de mest rørende historier i Det gamle 
Testamente og en af de mest betydningsfulde for kvinder. 
Der kan ikke være nogen tvivl om Davids og Mikals kær- 
lighed. Saul blev klar over det, da David som ung mand 
opholdt sig ved hans hof: 

„Men da Saul så og skønnede, at Herren var med David, 
og at hele Israel elskede ham, frygtede han David endnu 
mere, og Saul blev for stedse David fjendsk" (1. Samuel 
18:28, 29). 

Men han lod David tage Mikal til hustru, takket være 
Jonatans forbøn, og da David tilsidst måtte flygte for at 
undgå Sauls morderiske vrede, var det Mikal, som adva- 



rede sin mand og hjalp ham til at flygte. Flere år senere, 
da Davids hære havde sejret, og Saul var død, forlangte 
David sin hustru Mikals tilbagevenden, og de blev gen- 
forenede. 

David bragte også pagtens ark til Jerusalem, og det blev 
en med begejstring modtaget begivenhed, en virkelig pa- 
rade med musik og dans på vejen. „Og David dansede 
af alle kræfter for Herrens åsyn", siger skriften, „iført en 
linned efod" (2. Samuel 6:14), der var et stykke cere- 
monielt tøj. Den var øjensynligt temmelig kort, forda Mikal 
så ud af vinduet og bemærkede sin mand dansende i spid- 
sen for paraden i sin linned efod, blev hendes sømmelig- 
hedssans dybt chokeret. Vi læser: 

„Men da David vendte tilbage for at velsigne sit hus, gik 
Sauls datter Mikal ham i møde og sagde: ,Hvor ærbart 
Israels konge opførte sig i dag, da han blottede sig for 
sine undersåtters trælkvinders øjne, som letfærdige men- 
nesker plejer at gøre!'" (2. Samuel 6:20). I kan sikkert 
forestille jer, hvilket chok det må have været for denne 
triumferende, impulsive mand. 

Men Mikal var datter af en konge, og hun vidste, at konger 
skulle opføre sig med værdighed og være et eksempel på 
fuldkommenhed i dragt og optræden. Hun havde ret. Men 
se blot hvor forkert hun havde valgt sin prioriteringsræk- 
kefølge! 

David var dybt såret og vred. Han svarede: „For Herrens 
åsyn vil jeg lege, så sandt Herren lever, som udvalgte mig 
frem for din fader og hele hans hus, så han satte mig til 
fyrste over Herrens folk Israel; jeg vil lege for Herrens 
åsyn, selvom jeg derved nedværdiges og synker endnu dy- 
bere i dine øjne; men hos trælvkindeme, du talte om, skal 
jeg vinde ære!" (2. Samuel 6:21-22). 
Og historien om Mikal konkluderer med disse kolde ord: 
„Og Sauls datter Mikal fik til sin dødsdag intet barn." 
(2. Samuel 6:23). 



28 





Hvis blot Mikal havde lært, at mænd skal bydes velkom- 
men med mildhed og kærlighed. Hvis blot hun havde for- 
stået den prioritetsrækkefølge, der kræves i forholdet 
mennesker imellem, så ville hun have ventet og udbedret 
Davids opførsel med kærlig takt og et godt eksempel. 
Søstre, sørg for at gode, personlige forhold til hinanden, 
og især til dem som står jeg nærmest, ligger i toppen af 
jeres liste over prioritetsrækkefølgen. 
Den mere velkendte historie om hvad Mikals far, kong 
Sauls oplevede, beskriver det allervigtigste at prioritere — 
lydighed over for Herrens ord. 

Da Herren skænkede sejr over amalekitterne, var det med 
den befaling, at amalekitterne og alle deres hjorde skulle 
helt udryddes. Men Saul havde sine egne planer. Han 
manglede ydmyghed til at tænke sig muligheden af, at 
hans opfattelse af fuldkommenhed ikke var den bedste. 
Han syntes, at det ikke kunne være fornuftigt at dræbe 
alle de får og alt det kvæg. Selvfølgelig burde de bedste 
reddes. Saul havde været hyrdedreng i sine unge dage, 
og han satte pris på dygtighed i det fag. Desuden ønskede 
hans folk også at redde de bedste af amalekitternes dyr, 
og Saul mente, at en hersker burde lytte til folkets røst. 
Og da Samuel, den levende provet, indkaldte Saul, for at 
han kunne redegøre for sin ulydighed mod Herrens ord, 
udtænkte Saul endnu en god grund til at redde de bedste 
af dyrene — de kunne blive fortrinligt offer til Herren i 
ordnede og passende ceremonier. Men Samuel sagde: 
,,At adlyde er mere værd en slagtoffer, og at være lyd- 
hør er mere værd end vædderfedt" (1 . Samuel 15:22). Og 
Saul blev forkastet af Herren som hersker over Israel, 
fordi hans prioriteringsrækkefølge var forkert. 
Herrens ord gennem sine levende profeter har forrang over 
enhver af vore tanker, uden hensyn til hvor fortrinlige 
de måtte synes os at være. Og således bør Herrens værk 
have forret over enhver af vore anstrengelser for at opnå 
fuldkommenhed. 



Vi vil opfordre jer til ædel stræben i jeres uddannelse, i 
arbejdet, i hjemmet, i hjælpeforeningen, i enhver værdig 
anstrengelse på rette tid og sted. Men husk altid at ordne 
jeres prioriteringsrækkefølge gennem inspiration og ved at 
lytte til Herrens levende profeter. 

Jeg bærer vidnesbyrd om, at de mænd, som leder kirken 
i dag, er levende profeter. At vor Frelser, Jesus Kristus, 
lever og leder denne, hans kirke, gennem disse profeter. 
Og at vi gennem lydighed og kærlighed, gennem studium 
og bøn og ved at lytte, kan modtage den inspiration, som 
vi behøver for at fastlægge vores særlige prioriterings- 
rækkefølge i vores ædle stræben. 



Str. Janath R. Cannon i uddannelsesrådgiver i hjælpe- 
foreningens generalhovedbestyrelse. 

29 




Bønnen - 

en livsbetingelse 

BO G. WENNERLUND 
Regionalrepræsentant for De Tolv 



For en sidste dages hellig er bønnen en nødvendighed for 
at kunne forblive en sidste dages hellig. 
Uden en tilbagevendende, ja, næsten en stadig igang- 
værende kommunikation med vor himmelske Fader, kan 
en sidste dages hellig ikke leve sit liv uberørt af verden. 
Uden bønnen kan man ikke bevare sit vidnesbyrd levende, 
uden den kan man ikke udfylde det embede, hvori man 
er indsat. En sidste dages hellig, som ikke beder findes 
ikke, for den som ikke beder er holdt op med at være en 
sidste dages hellig. 

Gennem bøn stemmer vi vort sind og vore hjerter og gør 
os modtagelige for Herrens ånd. Uden denne ånd kan vi 
ikke klart se vort livs mission. Uden den kan vi ikke se 
de ting, hvorfra vi må omvende os. Uden den får vi ikke 
den styrke som er nødvendig for at bringe den for vor frelse 
og ophøjelse nødvendige fortsatte omvendelse i stand. 
Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke har vi modtaget løftet 
om at blive betjent af Helligånden i vort liv. Denne — Hel- 
ligånden — som er den tredie person i guddommen er en 
åbenbarer, en trøster. Gennem ham har vi modtaget vidnes- 
byrdet om, at Jesu Kristus er Guds Søn, vor broder og 
genløser. Gennem Helligånden modtager vi gennem hele 



vort liv mer' og mer' kundskab om tingene sådan som de 
er, som var og som de vil blive (L&P 93:24). Gennem ham 
kommer vi lidt efter lidt til at eje al kundskab. For at dette 
skal kunne ske, må vi gøre os modtagelige for Helligåndens 
budskab til os. Uden bøn er dette ikke muligt. Ældste Bruce 
R. Mc. Conkie har sagt: „Der findes ingen frelse uden 
bøn." Herren åbenbarede til profeten Joseph Smith, at det 
er umuligt for et menneske at blive frelst i uvidenhed. (L&P 
131:6). Det er let at se sammenhængen mellem begge 
disse udtalelser: Uden bøn ingen kundskab, uden kund- 
skab ingen frelse. 

Vi lever i en tid, hvor de som elsker retfærdigheden ofte 
har grund til at ængstes på grund af det de ser ske. 
Præsident Kimball sagde, at vi lever i en døende verden. 
Den sidste dages hellig, som holder op med at bede kom- 
mer til at fortvivle i sit hjerte. Verden vil overmande ham. 
Han vil glemme at bagved — på den anden side af vanske- 
lighederne kommer lysets og sandhedens sejr over det 
onde. Han vil tabe såvel håbet som troen og kærligheden. 
Herren har gentagne gange formanet sit folk at bede og 
har også givet mange gode råd med løfter til dem som 
beder i tro. „og hvad I beder Faderen om i mit navn, som 
er ret, og tror, I skal få det, se, det skal gives jer." Bed 
altid til Faderen i mit navn i jeres familie, så jeres hustruer 
og børn må blive velsignet". (3 Nephi 18:20,21). 
Lad alle os som er taknemmelige over at måtte regnes 
blandt de sidste dages hellige aldrig blive fristet til at for- 
sage bønnen. Lad os også i bønnen udtrykke vor taknem- 
melighed, bekende vor forsømmelser og fejl, be' om kraft 
for os selv, for vor kære og hinanden. Lad os dernæst 
også lytte til, hvad ånden hvisker til svar. Hvilke kundskab 
han vil give os. Hvilket svar på vore spørgsmål. Hvilken 
klarhed over ting som vi overvejede i vor hjerte? 
Han vil åbenbare sandheden for os ... og gennem den Hel- 
ligånds kraft kan I kende sandheden i alle ting. (Mor. 10:5). 




Kinesisk k lan-genealogi 
bliver filmet 

„The Church Genealogical Depart- 
ment" vil snart være i besiddelse af 
den største samling af kinesisk gene- 
alogi i hele verden — Kina inklusive." 
Ted Telford, specialist i erhvervelse 
af dokumenter og operationer i mar- 
ken hos genealogisk afdeling, sagde 
dette, da han diskuterede afdelin- 
gens plan med at mikrofilme hund- 
reder af klan-genealogiske doku- 
menter i Taiwan og Hong Kong. 
Siden september 1975 har „The 
Church Genealogical Department" 
mikrofilmet 500 „titler" indenfor klan- 
genealogi på Formosa. Broder Tel- 
ford forklarede, at en „titel" kan 
bestå af fra et til adskillige bind, og 



at hvert bind består af hundreder af 
navne. 

Kirken har ansat en hel del menne- 
sker — hvoraf de fleste er ikke-med- 
lemmer — som arbejder deltids med 
at finde og filme optegnelser. Med- 
lemmer bliver også opmuntret til at 
hjålpe med eftersøgningen. 
„Det er vanskeligt og langsommeligt 
arbejde, fordi der på Formosa ikke 
er nogen biblioteker eller regerings- 
arkiver, hvor denne slags optegnel- 
ser bliver samlegt, og genealogerne 
må selv finde optegnelserne" sagde 
specialisten. 

Siden de fleste af optegnelserne er 
i privateje hos de forskellige familier, 
må genealogerne først vinde de på- 
gældende familiers tillid, før de kan 
filme deres optegnelser. 
Nogle familier vil ikke tillade, at op- 



30 



tegneiserne bringes ud af deres 
hjem, så filmudstyret må ofte tages 
med til hjemmene. 
Skøn arbejdet er langsommeligt, går 
det godt fremad og „er anstrengel- 
serne værd", sagde han. Situationen 
er i høj grad den samme i Hong 
Kong, men der er mindre forhånden- 
værende materiale, fordi byen er 
temmelig ny og mange af optegnel- 
serne blev efterladt i hovedlandet 
Kina, da folk i stort antal immigre- 
rede derfra sidst i fyrrene. 
„I Asien finder man nogle af de 
bedste genealogiske optegnelser i 
verden. Mange af de klan-genealo- 
giske optegnelser er nøjagtige ca. 
1.000 år tilbage. Nogle går endda 
helt tilbage til det legendariske tal 
3.000 år før Kristi Fødsel", sagde 
specialisten. 

Kinesiske optegnelser bliver vældigt 
godt holdt på grund af skikken med 
at tilbede forfærdrene og vigtighe- 
den af at bestemme rettighederne til 
arv af ejendomme. 
„Alle de nødvendige oplysninger er 
samlet i optegnelserne — fødsler, 
ægteskaber og dødsfald", sagde 
han. 

„Det er interessant, hvorledes Her- 
ren har sørget for disse optegnelser 
og hvorledes disse traditioner med 
at føre dem er blevet opretholdt lige 
til den dag, hvor vi kan indsamle 
dem", tilføjede han. 
Når optegnelserne er filmet, bliver 
de ikke oversat, men bliver sendt til 
det genealogiske bibliotek nøjagtigt 
som de er. Der vil gå mange år, før 
de klan-genealogiske optegnelser 
bliver katalogiseret til tempelarbejde. 
„The Church Genealogical Depart- 
ment" har filmet mange andre kine- 
siske klan-genealogiske optegnel- 
ser fra biblioteker i Japan og fra bib- 
liotekerne ved Harvard Universitetet, 
universitetet i Berkeley i Kalifornien 
og universitetet i Hong Kong. 
I næste måned (juni 1976) vil afde- 
lingen begynde at filme kinesiske 
klan-genealogiske optegnelser ved 
Columbia Universitetet, hvor den 
største enkeltsamling af optegnelser 
findes. 



I år blev der 

dannet elleve nye missioner 

Yderligere tegn på kirkens vækst ses 
af Det øverste Præsidentsskabs er- 
klæring om denneise af 8 nye mis- 
sioner. Med de nye missioner, der 
blev dannet i løbet af de første fire 
måneder af året, bliver det 11 nye 
missioner i 1976. Der er nu 145 mis- 
sioner, hvoraf 101 er blevet dannet 
indenfor de sidste 20 år. Af de 101 
blev 60 dannet mellem 1965 og 1975. 
De 9 nye missioner vil blive statione- 
ret i Okayama, Japan; San Salvador, 
El Salvador; Lima, Peru; Barcelona, 
og Sevilla, Spanien; Manchester, Eng- 
land; Goteborg, Sverige og Tampa, 
Florida. 

De 3 nye missioner, der blev be- 
kendtgjort tidligere i år, har hoved- 
kvarter i Kaohsiung, Formosa; Winni- 
peg, Manitoba, Canada og Houston, 
Texas. 

Japan Okayama Missionen skal dan- 
nes ved en omgruppering af Japan 
Fukuoka- og Japan Kobe Missio- 
nerne. 

El Salvador San Salvador Missionen 
skal dannes ved en deling af Guate- 
mala City Missionen. Førnævnte mis- 
sion får ca. 12.000 medlemmer. Der 
er mere end 17.000 medlemmer i 
Guatemala. 

Fuldtids-missionærarbejde i Spanien 
begyndte i 1968 under Den franske 
Missions ledelse. Medlemstallet er 
nu ca. 1.000 og Spanien Madrid Mis- 
sionen, der blev dannet i 1970, er 
blevet delt i Spanien Barcelona- og 
Spanien Sevilla Missionerne. 
Sverige Goteborg Missionen med 
2.500 medlemmer, bliver dannet ved 
en deling af Sverige Stockholm Mis- 
sionen, som får 3.000 medlemmer. 
Den allerede eksisterende Peru Lima 
Mission bliver delt i Peru Lima Nord 
og Peru Lima Mission Syd, med 8.000 
medlemmer i nord og næsten 7.000 
i syd. 

In den anden ende af verden, i Stor- 
britannien, vil England Leeds Mis- 
sionen blive omdannet, således at 
England Manchester Missionen kan 
dannes heraf. Den nye mission får 
ca. 8.000 medlemmer, medens Leeds 
Missionen får 11.000. 



I de forenede Stater vil Florida Tam- 
pa Missionen blive dannet ved en de- 
ling af Florida Ft. Lauderdale Missio- 
nen, som har 7.000 medlemmer. 
Af de 3 nye missioner, som er ble- 
vet bekendtgjort tidligere på året, er 
Texas Houston Missionen blevet dan- 
net af Texas San Antonio Missionen. 
Hver af disse missioner har ca. 
13.000 medlemmer, og hver af dem 
er dækket af stave. 
Mod nord er Canada Winnipeg Mis- 
sionen blevet dannet af dele af to 
andre missioner, Canada Calgary 
Missionen, og Syd Dakota Rapid City 
Missionen. Den nye missions område 
vil omfatte hele Manitoba og Saskat- 
chewan mod vest og en lille del af 
det sydvestlige Ontario mod øst, og 
den får ca. 4.200 medlemmer. 
Formosa Kaohsiung Missionen, der 
har 3.600 medlemmer, er blevet dan- 
net ud af Formosa Taipei Missionen, 
der har 4.600 medlemmer. 



To nye stave 
i Det fjerne Østen 

Den 22. og 25. april blev to hoved- 
milepæle i kirkens historie i Det fjer- 
ne Østen nået, da de første stave 
blev organiseret på Formosa og i 
Hong Kong. Disse stave er de første 
blandt kineserne. 

De nye stave er et naturligt resultat 
af kirkens udvikling i disse to lande. 
Engang var begge en del af den syd- 
lige afdeling af Den fjernøstlige Mis- 
sion. Nu er der Hong Kong Missionen 
og Formosa Taipei Missionen. Man 
har planlagt i juli måned at dele 
sidstnævnte mission, således at den 
nye Formosa Kaohsiung Mission kan 
dannes. 

De nye stave blev organiseret under 
ledelse af ældste Gordon B. Kinckley 
fra de tolvs Råd, assisteret af ældste 
Adney Y. Komatsu, assistent for de 
tolvs Råd og område-tilsynsførende 
for Det fjerne Østen. 

Taipei Formosa-staven. 

Taipei Formosa-staven blev grund- 
lagt tyve år efter at de første missio- 
nærer fra de sidste dages hellige 



31 



landede på øen i 1956. Tre år senere 
blev landet indviet til forkyndelse af 
evangeliet af ældste Mark E. Peter- 
sen fra De tolvs Råd. I 1971 blev For- 
mosa Taipei Missionen dannet. 
Chang l-ch'ing, distriktspræsident for 
den nordlige del af Formosa Taipei 
Missionen, blev opretholdt som præ- 
sident for den nye Taipei Formosa- 
stav. Opretholdt som hans rådgivere 
blev Liang Jun-sheng og Wan Kan- 
leung. 

Chang l-ch'ing, 57 år blev født i Tung 
Men, Kina, Han er et nyt medlem af 
kirken og blev døbt den 16. februar, 
1963, i Hsin Chu, Formosa. Den 18. 
november 1951 giftede han sig med 
Hsing Chaung. De har fire børn. Han 
har gjort tjeneste som rådgiver for 
grenspræsidenten, grenspræsident 
og distriktspræsident. Han er mate- 
matiklærer på et gymnasium. 
Præsident Jun-sheng, 62 år, blev født 
i Kanton, Kina. Han er også nyt med- 
lem og blev døbt den 8. maj 1958 i 
Taipei, Formosa. Den 28. december 
1944 giftede han sig med Wy l-ya. 
De er forældre til tre børn. Hans tidli- 
gere stillinger omfatter såvel grens- 
præsident, distriktspræsident, råd- 
giver for den sydlige afdeling af Den 
fjernøstlige Mission som distrikts- 
rådgiver. Han er professor i zoologi 
ved Formosa National-Universitet. 
Præsident Kan-leung, 32 år, fødtes i 
Kanton, Kina. Han er nyt medlem i 
kirken og blev døbt den 28. februar 
1962 i Hong Kong. Den 14. februar 
1974 giftede han sig med Ng Suk-yi. 
Præsident Kan-leung, som er afde- 
lingskoordinator for kirkens afdeling 
for seminar- og institutprogrammet, 
har været rådgiver for en distrikts- 
præsident, foruden at han har været 
grenspræsident og bestyrelsessekre- 
tær for Formosa Taipei Missionen. 

Hong Kong Kowloon-staven 

1 1953, tidligt i kirkens historie, ankom 
3 missionærer til Hong Kong. To må- 
neder senere vendte de hjem — dø- 
rene til succes i det område var ble- 
vet lukket for dem. I 1949 blev landet 
indviet til missionærarbejde, men i 
løbet af få år blev missionærerne 
sendt hjem på grund af den kore- 
anske konflikt og den kinesiske revo- 
lution. Da missionærerne vendte til- 



bage i 1955, tillod omstændighederne 
forkyndelse af evangeliet. Den nye 
stav, som har 3.410 medlemmer, blev 
dannet af Hong Kong Missionen. 
Sheldon Shiu-Tat Poon blev opret- 
holdt som præsident for den nye 
Hong Kong Kowloon-stav og Kat- 
Hing Ng og Alfred Kwok Chiu Au blev 
opretholdt som hans rådgivere. 
Præsident Poon, 30 år, blev født i 
Shanghai, Kina. Han er et nyt med- 
lem af kirken og blev døbt den 7. juni 
1958 i Hong Kong. Den 4. august 1971 
giftede han sig i templet i Salt Lake 
City med Eliza Yu-Ping Lau. De har 
to børn. Den nye stavspræsident, som 
er juveler, har gjort tjeneste som 
grenspræsident, rådgiver for dist- 
riktspræsidenten, distriktspræsident 
og rådgiver for missionspræsidenten. 

Præsident Ng, 45 år, blev født i Hong 
Kong. Han er også nyt medlem og 
blev døbt den 3. maj 1957 i Hong 
Kong. Den 21. februar 1949 giftede 
han sig i Hong Kong med Pang Lai- 
har. De er forældre til syv børn. Af 
tidligere stillinger har han haft stil- 
lingen som præsident for to grene, 
distriktspræsident og rådgiver for 
missionspræsidenten. Præsident Ng 
er direktør for kirkens distributions- 
center i Hong Kong. 
Præsident Au, 31 år, blev født i Hong 
Kong. Han sluttede sig til kirken den 
29. december 1958 i Hong Kong. Den 
12. december 1972 giftede han sig i 
templet på Hawaii med Cheung Shiu 
Ling. Præsident Au, der har en stil- 
ling i en bank, har gjort tjeneste som 
distriktssekretær, grenspræsident, 
distriktspræsident og distriktsråd- 
giver. 



En hilsen fra Salt Lake City 

Jeg finder her i den danske Stjerne 
for Januar 1976 en Artikel skrevet af 
Frank Sandberg om Aaret 1944, da vi 
afslørede en Buste eller Plade fra 
Josef Smiths Martyrium den 27. Juni 
1944. Jeg ser mit navn er nævnt sam- 
men med Broder Christensen. Jeg 
var dengang Grensforstander i Hjør- 
ring Gren. Og må jeg her fortsætte 



Historien om mig selv og Broder 
Christensen fra den Tid af, hvor 
Frank Sandberg og hans Fader Emil 
Sandberg fik Kørelejlighed til Roskil- 
de. Jeg vil dog her give en lille Ret- 
telse. Vi, Christensen og jeg var ikke 
langt tilbage og kunde ikke naa Bilen. 
Den var fyldt. Broder Sandberg og 
hans Fader hjalp jeg med at komme 
op paa det høje Lad og saa sagde 
Vognmanden: „Ikke flere, det er 
nok." Efter de var kørt overlod min 
broder Julius den ene Cykel til os. 
En anden til et par andre, og saa 
kørte først Br. Christensen en kilo- 
meter, lagde Cyklen i Grøften og gik. 
Da jeg naaede Cyklen kørte jeg forbi 
Br. Christensen og naar jeg synes 
jeg var forbi ham ca. 1 km lagde jeg 
Cyklen. Saadan gik det til Roskilde. 
Vi forhørte os paa Banegaarden. Men 
ingen Tog. Derefter fortsatte vi i 
samme stil til Ringsted. Efter vi kom 
fra Ringsted lagde vi os i Vejgrøften 
og fik et par Timers Søvn. Saa fort- 
satte vi til Slagelse og Sorø indtil vi 
kom til Korsør om Aftenen kl. 8. Jeg 
gik ind paa Banegården og forhørte 
mig om der gik nogle Færger. Svaret 
var: „Vi ved ikke", jeg fortalte deref- 
ter Assistenten, at vi faktisk havde 
været paa Benene siden Dagen i For- 
vejen om Morgenen og sagde jeg 
havde hørt Rygter om, at Flygtninge 
kunde faa Lov at sove i de tomme 
Jernbanevogne, der var oprenge- 
rede. Jeg fik et Svar, der var over- 
raskende til mig. Det lød: „Nej, Det 
kan De ikke, men vent, saalænge 
disse tyske Soldater gaar her kan De 
ikke. Men kl. 10 kører vi et tog ind 
paa fjerde Spor. Naar det stopper, 
gaa over til det og tag en Kupé. Men 
gør det uden jeg ser det, ingen vil 
forstyrre Dem, men vær ude igen kl. 6 
i Morgen. Vi gjorde det og kom ind 
i en første klasses Kupé, hvor vi sov 
til den lyse Morgen. Vi var ude kl. 6. 
Hele dagen vandrede vi rundt og ven- 
tede. Cyklen staldede vi ind i et Hotel. 

Kl. 2 forhørte vi os igen om Færgen 
og blev vist ned til en, der var rede 

til at sejle kl. 3. Der blev dog sagt, 
at vi skulde ikke vente, der var Tog 
for os i Nyborg. Men der var et Tog, 
der var næsten fyldt. Vi fik Sæde i 
Døren med Benene udenfor paa Trin- 
brættet. Det var en støvet Historie. 



32 



Helt til Aarhus sad vi der. Her gik 
mange ud og vi fik en Staa plads. 
Vi tænkte, Toget gaar vist ikke læn- 
gere, men det fortsatte til Aalborg. 
Efter Randers fik vi Sæder. Kl. var 11 
Aften, da vi naaede Aalborg. Men 
Togetkørte videre og vi kom hjem 
til vore bekymrede Familier Kl. 1 om 
Natten. Jeg troede jeg skulde være 
paa Arbejde næste Morgen, men 
der var lukket for Vand og Gas af 
Tyskerne. Først 3 Dage efter be- 
gyndte jeg paa mit Arbejde. 
Det er en af disse Begivender jeg 
errindrer best, og jeg tror fuldt og 
fast paa, at Gud ledede os i alt. 
Verner H. Andersen 
1886 So. 5th East 
Salt Lake City, Utah 



Nogle få nye rad om indsamling af 

forråd: 

Motto: 

Det regnede ikke, 
da Noa byggede arken 

1. Anskaf en bog om førstehjælp. 

2. Anskaf „Passport to Survival". Det 
er en kogebog, som har opskrifter 
på mad tilberedt udelukkende af 
„grundpillerne" (hvede, tørmælk, 
honning [sukker], salt og vand) 
Bogen kan købes på Distributions 
Centret og den koster ca kr. 27,75. 

3. Pas på at konserves, der opbeva- 
res, (f. eks. i en kælder) ikke fry- 
ser. Isen vil kunne sprænge såvel 
glas som dåser. 

4. Glas-konserves opbevares helst 
mørkt, da nogle vitaminer ødelæg- 
ges af lyset. 

5. HUSK, Konserves skal roteres. 
Efter 2 års opbevaring vil nærings- 
værdien forringes. 

Saml ikke et forråd af konserves, 
medmindre det holdes i stadig ro- 
tation. 

6. Konservesdåser bør vendes 2-3 
gange om året, for at de fastere 
dele af indholdet ikke skal sætte 
sig fast på bunden. 



7. Hvis man køber tørmælk i større 
portioner (f. eks. 20 kg's sække) 
bør man, når sækken er åbnet, 
pakke det om i mindre beholdere, 
der kan lukkes tæt, da mælken vil 
klumpe under påvirkning af fugtig- 
heden i luften. Brug beholdere af 
en størrelse svarende til ca 1 uges 
forbrug. Glas med skruelåg er 
udmærkede. 

8. Hvis familien vægrer sig ved at 
drikke tørmælk, kan man, for at 
holde lageret i rotation, blande 
frisk mælk halvt med udrørt tør- 
mælk, det vil ingen protestere 
imod, og så er det tilmed økono- 
misk. 

9. Man kan leve 2 mdr. alene af tør- 
mælk samt c-vitamin tilskud uden 
at tage skade på helbredet (dvs. få 
mangelsygdomme). 

10. Da kød er forholdsvis svært at op- 
bevare, er det klogt at se sig om 
efter andre protein-kilder. 

Alle slags bønner er meget pro- 
tein- holdige, ligesom Peanut But- 
ter måske fortjener at blive mere 
brugt. Det har er meget højt pro- 
tein-indhold (bare en skive brød 
smurt med Peanut Butter dækker 
1/5 af det daglige behov) Peanut 
Butter kan opbevares ca 2 år. 

11. Madolie i den fra fabrikken for- 
seglede metaldunk kan opbevares 
i flere år. 

12. Fedt, som smeltes og opbevares 
i forseglede beholdere, kan op- 
bevares i 5-8 år. 

13. Smør kan holde sig mindst 1 år, 
hvis det smeltes. Det rene smør- 
fedt opbevares i forseglede behol- 
dere. Bundfaldet bruges i mad- 
lavningen. 

14. Sukker og mel i poser eller sække 
stables skiftevis ved opbevaringen. 
Dette hjælper med til at forebygge, 
at der går insekter i melet. 

15. Opbevar intet direkte på et ce- 
mentgulv. Læg. f. eks. nogle bræd- 
der på gulvet, så luften kan cirku- 
lere og derved forhindre, at det 
opbevarede „sveder". 

16. Lad aldrig flasker og glas stå tom- 
me. Hvis der ikke er andet i dem, 
så fyld dem med vand, tilsat Klorin 
eller Atamon. 

17. Opbevar vand til ca. 14 dages for- 
brug. Beregn 50-75 liter vand pro 
persona. 



18. Sæbe er en af de ting, der først 
bliver mangel på i en krisesitua- 
tion. Sørg for at have både hånd- 
sæbe og vaskepulver samt sham- 
poo og barbersæbe på lager. 

Hjælpeforeningen. 



At prøve er ikke nok 

Omvendelsen er ikke fuldstændig, når man 
blot ønsker at opgive synden. At prøve med 
en veg indstilling og svag indsats er at sikre 
fiaskoen, når man står over for Satans stærke 
modangreb. Det, der behøves, er en viljestærk 
indsats. En historie kan måske illustrere dette. 
En officer beordrede en soldat til at bringe 
et budskab til en anden officer. Soldaten gjor- 
de honnør og sagde: „Javel, jeg skal prøve, 
hr. løjtnant!" Dertil svarede officeren: „Jeg 
er ikke interesseret i, at De vil prøve. Jeg 
ønsker, at De skal levere dette budskab." Sol- 
daten, der nu var en smule flov, svarede: 
„Jeg skal gøre mit bedste, hr. løjtnant!" Der- 
til svarede løjtnanten, der nu var helt forar- 
get, med samme iver: „Jeg ønsker ikke, at De 
skal prøve, og jeg ønsker ikke, at De skal 
„gøre Deres bedste". Jeg ønsker, at De skal 
levere dette budskab." Den unge soldat strak- 
te sig i sin fulde højde, han syntes han tog 
situationen i strakt arm, da han igen gjorde 
honnør og sagde: „Jag skal gøre det eller dø, 
hr. løjtnant". Hertil svarede den nu ret irrite- 
rede officer: „Jeg ønsker ikke, at De skal dø, 
og jeg ønsker ikke, at De skal „gøre Deres 
bedste". Jeg ønsker, at De skal levere dette 
budskab. Hør nu her, mit forlangende er ikke 
urimeligt. Budskabet er vigtigt, afstanden er 
ikke stor. De er ved godt helbred, De kan 
gøre, hvad jeg har bedt om. Se så at komme 
ud og fuldfør Deres opgave." 
Det er normalt for børn at prøve. De falder 
og rejser sig mangfoldige gange, før de bliver 
i stand til at gå og stå. Men voksne, som har 
gennemgået deres læretid, må beslutte sig til, 
hvad de vil gøre, og så gøre det. At „prøve" 
er svaghed. At „gøre det bedste, jeg kan" er 
ikke styrke. Vi må altid gøre bedre, end vi 
kan. Det gælder overalt i livet. Vi har en ven, 
som har lovet: „Bed, så skal der gives jer; 
søg, så skal I finde; bank, så skal der lukkes 
op for jer" (Matt. 7:7). Med inspiration fra 
Herren kan vi hæve os over vor individuelle 
kraft, strække os ud over vore personlige 
muligheder. 

Spencer W. Kimball: Tilgivelsens mirakel, 
(dansk 1975) 



Vær du ydmyg: 

og Herren, din Gud, skal lede dig ved hånden, 

og gi' dig svar på dine bønner. 

Råb til ham når I er på eders ager, ja, for alle eders hjorde. 

Råb til ham i eders hus ja, for hele eders husholdning, 

både morgen, middag og aften. 

Ja, råb til ham om beskyttelse mod eders fjenders magt. 

Ja, råb til ham om beskyttelse mod djævelen som er 

al retfærdigheds fjende. 

Men dette er ikke alt. I må udøse eders sjæl i eders kammer, 

på eders hellige steder og i eders ørken. 

Ja, og når I ikke råber til Herren, så lad eders hjerte være 

fyldt og opløftet i bøn til ham bestandig om eders velfærd, 

og også for deres velfærd som er omkring eder. 



•n 



JUL